Jeg ved ikke, hvad det er, der formørker mit sind. Sådan en dag som i dag, hvor alt ellers er lagt op til alt andet end dét.
1.
Meget tyder på, at et barn kan disponeres for ensomhed. En tysk forsker, Edeltrud Meistermann, der har arbejdet med en blanding af sociologi og psykoanalyse og undervist ved Kölns Universitet, er ikke i tvivl om at udviklingen i et barns første leveår kan være afgørende for, om det senere bliver egnet til samliv, eller om det er henvist til at være dét, hun kalder alenemenneske.
- Det er sikkert noget forældrene bestemmer. Om der kan være tale om arvemæssige anlæg, det ved vi ingenting om. Men dispositionen er der, som en betinget dom […].
[Frederik Dessau (1991). Ene og alene – en bog om ensomhed. Gyldendal, København.]
2.
Ensomhed er ikke noget moderne fænomen, men der er træk og tendenser ved den moderne materialistiske samfundsudvikling, som virker befordrende på isolation og ensomhed […] Millioner af mennesker er så veltilpassede til det industrielle bymiljø, at de ikke længere reagerer på bilernes udstødningsgas, mod den grimhed, der følger med byernes vækst. De betragter det som normalt at snegle sig af sted i bilkøer, at tilbringe en stor del af en solfyldt eftermiddag på en betonmotorvej midt i den triste anonyme strøm af biler. Det moderne storbyliv er ved at blive et symbol på det faktum, at mennesket kan tilpasse sig til en himmel uden stjerner, alleer uden træer, uformelige bygninger, til brød, der ikke smager af noget, glædesløse arrangementer og tomt tidsfordriv – til et liv uden agtelse for det, der har været, uden kærlighed til det, der er, og uden håb for det, der skal komme.
[ibid.]
3.
Dét præstationsorienterede menneske, som ikke kan leve op til andres og egne krav og som ikke er stærk nok til at være ved det (og hvem er det?) må altså stikke fingeren i jorden og skifte sine masker ud, alt som vinden blæser. Han må spille med i alle disse games people play for at stimulere sig og få tiden til at gå på en sådan måde, at han ikke opdager, at han er på evig flugt fra sig selv og sine muligheder. Han flygter fra sin frihed, som Erich Fromm kaldte det. Nederlaget truer altid det præstationsorienterede menneske, og ingen vil stå som en udgrinet nar …
[Saul Bellow, citeret i Dessau (ibid.)]
Men det er sikkert bare mig.
