Min fagforening kalder sig 'fagforeningen for højtuddannede'. I starten var jeg lidt smigret over at være med. Nu smider jeg alt, hvad den sender mig, ud.
Jeg er højtuddannet. At du ved det.
Min fagforening kalder sig 'fagforeningen for højtuddannede'. Jeg kalder den nu noget andet.
Læs: selvfølgelig selvsikre, selvtilfredse.
Min fagforening kalder sig 'fagforening for højtuddannede'. En højtuddannet ser ud som afbildet i fagforening for højtuddannedes medlemsblad. Der er de unge. Der er de knapt så unge. De er højtuddannede alle sammen.
Medlemsbladet giver indblik i, hvad det er, der optager de højtuddannede. I hvert fald fagligt, men man aner også, at det selvfølgelig gælder hele personen. Man kan ikke sådan skrue ned for det, det er noget, man er, fuldtids.
Selv indgår jeg ofte i diskurssituationer med de højtuddannede. Det kan ikke undgås, når man selv er højtuddannet og omgivet af andre højtuddannede.
Jeg har naturligvis ikke noget imod de højtuddannede per se.
Jeg er selv en af slagsen.
I mine unge dage mente jeg hårdnakket, at man selvfølgelig skulle stå i fagforeningen. Nu står jeg i fagforeningen for højtuddannede sammen med andre højtuddannede. Jeg ser dem afbildet i foreningens medlemsblad. Jeg møder dem på arbejde.
Jeg kan kende dem i toget.
De højtuddannede, herunder mig.
