Ungdomshuset er blevet offer for kulturkampen, hvis mål er at rydde op i værdierne. Regeringen har stille og roligt sørget for at normalisere og tage pulsen ud af alt det, der er anderledes, og lukket af for al debat om demokrati og forskellighed. Det er den normaliseringspres, der har gjort, at de unge har følt sig truet på deres eksistens. Og så griber de uvægerligt til vold.
(Mikael Rothstein, religionshistoriker og lektor, ifølge dagens Politiken)
Mikael Rothstein er ikke ueffen, hvad angår at stille sig op i en forsamling og udtale sig på sammenhængende dansk. Han er en god og engageret kommunikator, især hvis den slags skal måles i decibel og harmdirrende attituder. Budskabet går i hvert fald tydeligt igennem, og jeg er sikker på, at Rothstein selv er godt tilfreds med sine debatindlæg. Selv tænker jeg på projektioner og offerideologier, og på den slags vrangforestillinger, der normalt går under betegnelsen konspirationsteorier. Sidstnævnte kendetegnes ved bl.a. et generelt mangelfuldt datagrundlag (indicier) samt en overvejende induktiv logik, hvilket er desto mere opsigtsvækkende, når den, der forfægter påstanden, bl.a. gør det (delvis) i kraft af sine akademiske kvalifikationer. Det behøver jo ikke i sig selv at betyde, at Mikael Rothstein hellere skulle holde kæft. Men jeg har nu i hvert fald dannet mig min egen fattige tilnærmelse mod en karakteristik af mandens medieoptræden igennem de seneste uger: en arrogant tsunami af velbehagelig indignation, konfrontationsideologi og selvkredsende revolutionsromantik, der end ikke omfatter muligheden for, at virkeligheden kan være mere nuanceret end som så. Den slags er blot én af grundene til, at mediernes debatbegreb er så anstrengende, som det er tilfældet.
