Jeg er på Klitgården. Jeg skriver om {-s}. På samme værelse skrev Jørgen Leth bl.a. følgende:
SIDEN SIDST ER ALT BLEVET MØRKT
Mand går på frosne stier.
Mand møder anden mand
med hund på frosne stier.
Stopper op et øjeblik,
går videre i hver sin retning.
Jeg lukker vinduet op
et øjeblik for at indånde
den iskolde luft.
Så er jeg lidt ude, uden at være ude.
FN skulle afvæbne banderne
stabilisere landet, sikre
troværdige valg. Så vidt jeg kan se
er ingen af tingene opfyldt.
Siger jeg. Det står sort på hvidt.
Og tænker på noget andet.
Det er den sædvanlige
jeremiade om at vi har nået bunden.
Vi går videre.
En varm kop kaffe
kan jeg jo hente, det er
en lille handling.
Beslutninger kan udsættes.
Lyset falder minut for minut.
Nedtællingen er i gang.
Siden sidst har jeg sovet
og er nu klar igen.
Siden sidst er alt blevet mørkt.
Nu er der ingenting at se.
Kun tankerne er synlige
inden i hovedet
i fingrene
gennem huden,
og der er svage lyde fra andre rum
hvor nogen sidder og kigger
på skærme, udvikler ideer
og drikker kaffe.
Hvad med dig?
Kan du blive ved med at blive
boende derovre?
Vil du dø derovre?
Det har jeg altid sagt ja til.
Jeg vil gerne igen sidde og kigge ud
på solnedgangen over Jacmel-bugten
og sammenligne den ene
med den anden.
Men jeg skal lige ordne et par ting
her omkring,
placere mine fødder på frosne stier,
tænke at der er dog ret vildt
heroppe på spidsen af landet
ingen orden, beslutninger langsomme
mennesker kanter sig gennem
terrænet, møder ingen på vejen,
kanter sig videre.
Ingen kommer ud. Er her nogen
overhovedet? Vi kan kun vente,
måske kan man tage et tog væk
i morgen, det får jeg se.
fra Det gør ikke noget, Gyldendal, 2007
