30.11.07
langt ude i det kviksølvlysende verdenshav
Jeg har været på Færøerne engang. Jeg drak øl på Færøerne og kørte rundt med bus og sejlede med færger og boede på vandrerhjem og vandrede i fjeldene. Jeg vandrede forbi Trondur Patterson i Kirkjubøur og William Heinesen i Thorshavns plantage og Zacharias Heinesen i huset bagved. Jeg så Mykines' billeder på Kunstmuseet, og jeg sejlede ud til øen Mykines i postbåden og genkendte Bui Bratteberg, kongsbonden på Mykines, som stod på kajen og tog imod og læssede af. Sengen var for kort, men mandfolkene gik på lundejagt og kom hjem med sækkene fulde, og jeg gik på fjelden, og storkjoven bøjede først af i sidste øjeblik.
Teitur Lassen er fra Færøerne, og kunstnerduoen Marmar har lavet hans video og en blændende god film med titlen Fragmented Unison, som desuden indgår i udstillingen Æggen om færøsk design på Nordatlantens Brygge i København.