39. Lille Kafka-idyl. Jo mere jeg talte til ham, des større blev hans hoved. Flere gange prøvede jeg at tie stille og overlade til ham at tømme sig, men han frittede mig ud hver gang med nye spørgsmål, som krævede udførlige svar, og således fik jeg mod min vilje lidt efter lidt hans hoved til at antage en helt uhyrlig størrelse. Da vi senere fulgtes hen ad gaden bemærkede jeg til min overraskelse, at det var mig folk gloede på, ikke ham, og da vi tog afsked og jeg blev stående lidt for at se ham manøvrere det store, ægformede hoved ned gennem gågaden var det heller ikke ad ham, men ad mig folk klappede.
