18.3.09

livet på landet

Pas på denne mand, han kan også ødelægge dit ægteskab
Han har to elskerinder

stod der med navn og adresse og et tilskåret billede af en mand i festtøj

13.3.09

netop nu II


5.3.09

netop nu


25.2.09

debutantaften



Så er det i morgen aften, at der er mulighed for at møde tre af sidste års mest fremtrædende litterære debutanter, nemlig Lars Husum, Peter H. Olesen og Christel Wiinblad. Forfatterne læser op ved arrangementet Vært for en debutantaften kl. 20 i Møstings Hus på Frederiksberg (her>>).

21.2.09

jf. himlen er hammershøi

"Jeg forsøgte at læse dansk i en periode. Halvandet år på KUA blev det til, før jeg droppede det. Jeg sad bare under de her forelæsninger og tænkte, at jeg hellere ville spille guitar. Det trak for meget. Min kærlighed til det danske sprog blev jo heller ikke større af at være der, og jeg blev træt af, at alting konstant skulle pilles fra hinanden. Lyrik må godt forblive åbent og mystisk."

Den for tiden meget roste sanger og sangskriver Kristoffer Munck Mortensen i et interview i Politiken i går.

20.2.09

vilkår

En svane letter så tungt og tilsyneladende besværet, at var den et menneske, havde den nok hellere været en spurv, en blåmejse eller noget andet, der uden videre kunne tages af vinden.

nedskrevet i notesbog

Menneske gående i snedækket landskab. Hvad vil han? Hvor skal han hen? Hvad har han for? (Det er mig, der er mennesket. Det er mig, der går i sneen. Det er mig, der går hjem i sneen.)

Hjemme laver han kaffe. Han smører sig en mad. Han foretager en række tilfældige handlinger – ser ud ad sit vindue, nynner en sang, betragter sig selv i spejlet.

Sneen ved ikke
den smelter

16.2.09

release III



Tre digte af Niels Hav omkring temaet 'blindhed' er vist udkommet i PRISM International (her>>). Det er mig, der har oversat.

release II



Morrissey. Years of Refusal. Anmeldelser her>> og her>>.
Lyden i ørerne. Et sted på landet. Februar.

release I



Højholt på engelsk. Calque (her>>). Udkommet den 14. februar.

1.2.09

tableau

Sne og en nypløjet mark og en havørn på en nypløjet mark i sne.

apparatur anmeldt

Martin Johs. Møller har anmeldt Apparatur #18 på sin blog, hvor han bl.a. skriver:

Denne gang er der flere deciderede perler. Jon Kyst bidrager med en skøn oversættelse af den russiske digter Dmitrij Golynkos serie Elementære ting – hele 25 tekster, imens Martin Aitken har oversat tre mindst lige så spændende tekster af den forsømte amerikanske beat-/hippie-(og netop mere og andet end beat-/hippie-) forfatter Richard Brautigan fra samlingen Revenge of the Lawn (dejligt titel, ikke!?). Han har endvidere forfattet en fin, kort men informativ introduktion.

Læs resten af anmeldelsen her>>

28.1.09

f.eks.

Hver dag sine symptomer.

23.1.09

wallace på dansk

Min oversættelse af David Foster Wallaces novelle Suicide as a Sort of Present [Selvmord som en slags gave] fra samlingen 'Brief Interviews With Hideous Men' er blevet antaget af Den Blå Port.

22.1.09

en dag på kontoret

Jeg så duehøgen tage en ringdue i flugt lige uden for mit vindue. En pludselig lille sky af hvide dunede fjer markerede sammenstødet. Og jeg som gik rundt med kaffe og overspringshandlinger.

den store verden

Den, der på et tidspunkt har forvildet sig ind på min engelsksprogede blog [her>>], vil vide, at mine oversættelser af to af novellerne i Dorthe Nors' anmelderroste samling Kantslag er blevet antaget af amerikanske tidsskrifter. Det drejer sig om The Wadden Sea [Vadehavet], som udkommer i AGNI Magazine [her>>] samt The Buddhist [Buddhisten], som er antaget af det meget ansete Boston Review [her>>].

14.1.09

udsigten

Nu er brakmark blevet til pløjemark. Det er en anden æstetik.

13.1.09

egern

De to egern, som katten tog livet af, og som jeg efterfølgende smed ud på marken, og hvis tilstedeværelse derude i al slags vejr jeg siden har noteret mig fra tid til anden, alt imens de langsomt og uden at gøre unødig opmærksom på sig selv rådnede op, sådan som alting levende jo gør før eller siden, i hvert fald efter døden er indtruffet, er tilsyneladende væk, og det må næsten være musvågen eller ræven, hvad ellers, men muldvarpen ved siden af ligger der endnu, og regnen den bare bliver ved.

10.1.09

overspring

i gang med dagens don't

9.1.09

apparatur #18



Tidsskriftet Apparatur (her>>) er netop udkommet med sit 18. nummer. Det indeholder bidrag af bl.a. Dmitrij Golynko, Søren Ulrik Thomsen, og Siri Ranva Hjelm Jacobsen. Og så er jeg også med, godt hjulpet af Richard Brautigan: en kort introduktion til forfatterskabet samt tre prosastykker i min oversættelse (første gang på dansk).

1.1.09

tre plader

Jeg ved ikke, hvad der har været årets plade, dertil er mit empiriske grundlag alt for mangelfuldt. Men det, jeg har lyttet mest til i 2008, har været Larsen and Furious Janes Zen Sucker (her>>), og Robert Forsters The Evangelist (her>>). Og lige nu lytter jeg meget til Ron Sexsmiths Exit Strategy of the Soul (her>>).

31.12.08

nytårsaften langt fra det hele

Det er en rumlen i det fjerne og enkelte lysglimt på en uvirksom himmel. Det er alt rigeligt.

27.12.08

landlivet II

Jeg sidder på en sten ved et bål med en øl, og tusmørkefuglene ordner det sidste.

landlivet

Intet kan stå så stille som en hest. Det skulle lige være en ko.

23.12.08

julen indledt

"Det står ikke lige."

20.12.08

ny information

En stor flok skovduer letter samlet fra brakmarken i vest. Det lyder som sne, der rutsjer ned ad taget. Det får mig hen til vinduet.

18.12.08

the host



Jeg skal oversætte The Host (her>>) af Stephenie Meyer (her>>), USA's vistnok hurtigst sælgende forfatter p.t. De 619 sider udgives efter planen til oktober af Lindhardt & Ringhof.

17.12.08

olietank

De baksede olietanken på plads. Tre mand, to til at trække, en til at skubbe. Da de var færdige, tændte de smøger. Der var en, der sagde noget om fyraften, og så grinede de.

5.12.08

brænde

Jeg kan lide at kløve brænde. Jeg finder det tilfredssstillende. Jeg kan lide øksen. Jeg kan lide, når nedslaget er hårdt og endegyldigt. Jeg kan især lide den spændstige lyd af træet, når det splintrer, og af pindene der falder på det gamle cementgulv. Sommetider vil drengen være med. Vores fire hænder holder om skaftet, og jeg siger, han er godt nok stærk.

29.11.08

ligesom

Det er ligesom, når folk fylder f.eks. 70 og vedlægger et ungdomsbillede til omtalen i Politiken. Eller også er de døde, og det er de pårørende, der er forfængelige på afdødes vegne.

28.11.08

whiteboard

Nu har jeg whiteboard. Snart får jeg overblik.

26.11.08

meget dygtig mand

Mens jeg funderede over livets små skuffelser, tænkte jeg, at jeg muligvis en dag ender med at løbe op og ned ad Storgade iført pyjamas, mens jeg råber I'm a lunatic, I'm a lunatic, I'm a fuckin' lunatic! Det ville være et nederlag.

22.11.08

helter skelter

She's coming down fast

Yes she is
Yes she is

(Lennon & McCartney 1968)

20.11.08

blindhed

Jeg nævnte for nylig, at det canadiske tidsskrift PRISM International har besluttet at bringe min oversættelse af Niels Havs digt 'Blindebuk'. Nu har man valgt at bringe yderligere to af Niels' tematisk relaterede digte, nemlig 'Blindeinstituttet' og 'Om hans blindhed'. De engelske titler er ikke helt overraskende hhv. 'Blind Man's Bluff', 'Institute for the Blind' og 'On his Blindness'.

18.11.08

det er grimt

Jeg gider ikke gå ud og hente post, selv om jeg hørte bilen i porten. Jeg gider ikke. Det er koldt, og det regner, og jeg gider ikke turen hen over gårdspladsen i alt det. Det er efterår fra den absolut uskønne side, og jeg har forskanset mig heroppe på førstesalen, hvor jeg netop har tændt op i brændeovnen, som muligvis er billigere end at lade radiatorerne køre, men som under alle omstændigheder er en anden slags varme. Jeg har forskanset mig heroppe, hvorfra jeg kigger ud og noterer mig, at æbletræerne er fejlbeskårede, nøgne og grimme, og at naturen igen er utilstrækkelig. Jeg gider ikke.

16.11.08

vi sidder bare her



Jørgen Leth, Frithjof Toksvig, Mikael Simpson.
Lyt her>>. Læs her>>.

15.11.08

udsnit af verden

Jeg husker, jeg stod med drengen på armen en sen aften og viste ham bilerne, der kørte forbi, og månen, som netop var fuld. Tale kunne han ikke. Men alligevel.

10.11.08

new wave > old age

Hen over gårdspladsen i morgenkåbe og træsko. Vor Herre bevares!

5.11.08

3.11.08

kragerne

Novemberlandskabet tilhører kragerne.

31.10.08

blindebuk



Jeg udkommer med en engelsk oversættelse af Blindebuk, et digt af Niels Hav. Digtet bringes til forår i det canadiske tidsskrift PRISM International (se her>>).

29.10.08

naboens klatretur

En barndomsepisode, der holdt mig vågen et stykke tid. Naboens tårnfalk, der slap ud af sit bur en søndag eftermiddag og flaksede omkring, inden den satte sig øverst i nabolagets allerhøjeste træ. Og naboen, der klatrede op i træet efter den, mens hele villavejen stod og holdt vejret og sagde, at det var dog det rene vanvid. Men ned kom han, med fuglen i jakkelommen.

27.10.08

updating, not dying

Jeg har besluttet mig for at opdatere min engelsksprogede blog her >>

25.10.08

hi5


23.10.08

fra en arbejdsplads i danmark




jeg holder øje

Jeg har indrettet fast arbejdsplads på første sal. Jeg ser ud over søen og skoven og marken i nord. Jeg holder øje. I går kom der f.eks. et menneske. Han lænede cyklen op mod en gammel hegnspæl, krydsede vejen og gik over marken ned til søen. Jeg ved ikke, hvad han lavede, men jeg tror han kiggede efter fugle, eller også var han bare nysgerrig for at vide, hvad der gemte sig dernede. Jeg kunne have fortalt ham, at der ligger et gammelt bådehus godt skjult inde bag skovens vildtvoksende birk og bøg, og hvad der ellers er. Jeg kunne have fortalt ham, at jeg har planer med det bådehus, at der er ting, jeg har tænkt mig at gøre. Og at noget af det skyldes erindringen om nogle lykkelige timer tilbragt alene ved en sø i en barndom, som nu er så fjern. Men jeg arbejdede videre, uden dog helt at kunne slippe tanken om, at der gik nogen dernede. Til sidst kom han til syne igen. Travede op til vejen og cyklen. Han stod et stykke tid og rumsterede i en taske, han havde med. Da jeg så op igen, var han allerede cyklet videre.

22.10.08

lyric

"He's got a piano all to himself that he plays after dark."

21.10.08

kaffe

Jeg er tilfreds med det, jeg har lavet. Jeg går nedenunder og drikker kaffe, som i mellemtiden er blevet lunken.

guldøje


17.10.08

bare et træ

Og tårnfalken sad oppe i træet som så mange gange før, og jeg hentede kikkerten igen, og da jeg kom tilbage, var den væk, og derefter var der bare et træ.

toget

Toget er et kreativt rum. Man kunne godt forestille sig en roman eller en digtsamling eller en novellesamling skrevet udelukkende på jernbanen på vej fra et sted til et andet.

14.10.08

brautigan igen



Som tidligere nævnt her, bringer Apparatur #18 snart fire tekster af Richard Brautigan i min oversættelse. Nu kommer der yderligere et par stykker med titlerne Kaffe og Hemingways skrivedame i tidsskriftet Den blå port. Første meldinger lyder på udgivelse til forår.

9.10.08

pile på asfalt med hvid streg


jeg noterer mig

Jeg noterer mig, at her er stille bortset fra enkelte isolerbare lyde f.eks. den behagelige klapren af fingre på et tastatur, spætten der kalder i det store valnøddetræ, køleskabet der regelmæssigt sætter i gang; jeg noterer mig yderligere, at eftermiddagssolen falder smukt på den hvide staldmur, og at bilen holder nærmere, end den plejer.

6.10.08

god tid

Enkelte svaler endnu. Selv har jeg også god tid.

2.10.08

mere reklame

Forleden gjorde jeg reklame for Dorthe Nors' fremragende nye novellesamling Kantslag. Den er nu anmeldt i bl.a. Sentura her>>

reklame



I dag udkommer Lars Husums meget omtalte debutroman Mit venskab med Jesus Kristus. Bogen er allerede inden udgivelse trykt i 2 oplag og solgt til forlag i flere lande, senest Frankrig og Holland. Jeg har for Gyldendal oversat ca. 30 siders uddrag fra bogen til engelsk, som forhåbentlig kan være med til at bane vejen for udgivelser i f.eks. England og USA. I mellemtiden kan man gøre sig en tjeneste og læse den på dansk!

1.10.08

oktober

Snart ikke et blad tilbage på gårdspladsens lindetræ.

30.9.08

i byen



Robert Forster i Lille Vega i søndags. Begejstrede anmeldelser f.eks. her>> og her>>. Men smagsdommere har det jo til tider med at være uenige, jf. sangskriveren og musikeren Jens Unmacks til sammenligning noget aparte - nogle kunne måske finde på at kalde den blaserte - vurdering her>>. Selv var jeg i den grad fornøjet. Men jeg kommer jo så sjældent ud.

på et gadehjørne

I saw Robert Forster standing on the corner of Enghavevej and Vesterbrogade, Copenhagen, an evening in September.

28.9.08

frugt

Æbler. Jeg siger dig.

26.9.08

berlinerbillede

Mensch und Mantel.

24.9.08

vækkelsesprædikant



Den australske master of cool, sangskriver, skribent og Go-Betweens-grundlægger Robert Forster udgav tidligere på året sit første soloalbum i 12 år under titlen The Evangelist. På søndag er der en sjælden mulighed for at opleve manden i egen høje person, når han med band giver koncert på det københavnske spillested Lille Vega. Forster og bandmedlemmerne blogger om turnelivet her>>.

reklame



Udkommer i morgen. Stærke noveller. Anbefalet. Og se så her>>.

19.9.08

fra en berlinerdagbog

1. Mantel. Det husker jeg nu.
2. Forsigtig bevægelse mod Savignyplatz.
3. Poetry and electric sound.
4. Furniture and art.

10.9.08

an interlingual zoo

Jeg har relanceret min oversættelsesside her>>. Der er tale om et vindue, en slags holdeplads, om man vil, for oversættelser, eller rettere eksempler på sådanne, mellem dansk og engelsk. Jeg har kaldt den for The Interlingual Zoo.

9.9.08

more useless information

Jorden kan gå under i morgen.

overskrift i bl.a. Politikens netavis

7.9.08

det gentagnes musik

Og samme omtale findes her>> på three percent, som er "a resource for international literature at the University of Rochester".

højholt omtalt

Der er positiv omtale af de første af mine Højholt-oversættelser her>>. Hermenautic Circle har jeg ikke tidligere været bekendt med, men de omtaler sig sådan her:

The Hermenautic Circle is a select and secretive enclave of 100 thinkers, writers, editors, journalists, bloggers, artists, designers, musicians, multimedia producers, activists, grad school refugees, and other friends.

Som det også fremgår, efterlyses en engelsksproget udgivelse af Højholts absurde roman Auricula, hvilket jeg naturligvis kun kan tilslutte mig.

twins twins


local nobility (low key)

LFJ. 'Local Nobility'. her>>

6.9.08

plakat/digt

Gregory Peck.
Audrey Hepburn.

Vacanze Romane.

4.9.08

praksis

Højholt på engelsk her>>

29.8.08

zen sucking



Sommerens sidste weekend byder på en sjælden lejlighed til at opleve den uforlignelige århusianske kvintet Larsen and Furious Jane i en koncert på Loppen i København. Torsten Larsens kunstneriske fortræffeligheder er før blevet mere end antydet her på disse sider. Lad mig så nøjes med at sige, at albummet Zen Sucker er et sandt moderne mesterværk, og at den lille koncertrække, der indledes på lørdag, varmt skal anbefales.

hvad jeg tænker på, når jeg løber

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg tænker på, når jeg løber. Enkelte sager. Nok mest vejrtrækningen. At nå hele vejen rundt og tilbage til et udgangspunkt.

ornitolog

Jeg ved egentlig ikke, om der har været en dag, hvor hun ikke har været der, jeg ved kun, at bilen holder der på P-pladsen stort set hver eneste morgen. Sådan en lille firehjulstrækker. Og hun sidder i førersædet, og døren står åben, og hun sidder der og spejder ud over søen og kigger i sin store fuglekikkert eller i kameraet med den lange, lange telelinse. Det er vist havørnene, hun holder øje med. Det er nok hendes havørne, og hun har termokande med. Hun har aldrig interesseret sig for sex, eller hvis hun har, har der bare aldrig været nogen at dele det med. Ikke rigtigt. Hun har altid anorak på.

23.8.08

notat vedr. lyd

Regn. Enkelte fugle. Åndedrag (svagt).

22.8.08

tv

Stil et kamera op på en mark, f.eks. brakmarken i vest. Lad det køre, indtil batteriet er opbrugt, eller der ikke er mere film på båndet. Bagefter se filmen. Fredag aften, primetime.

18.8.08

kartofler



Jeg søgte efter et digt om at tage kartofler op en sensommerdag med lummert vejr. Men jeg måtte nøjes med oplevelsen, og et arrangement bestående af et antal ellers udmærkede ord, som tilsammen viste sig ikke at række.

14.8.08

et simpelt liv på landet

Jeg lytter til Robert Forsters 'If It Rains', og regnen siler ned udenfor. Mere indviklet behøver det ikke at være.

8.8.08

tegnsætning

Der ligger en colaflaske i grøften. Sådan en af de tynde, uautoriserede halvandenliters, som der iflg. TV-avisen er nogle af de mere udspekulerede købmænd, der henter i Polen, hvis vi altså havde sådanne nogle heromkring, hvilket vi ikke har. Nogen har vel rullet bilvinduet ned og bare smidt den. Nu ligger den der som en forkert tegnsætning med udsigt over søen.

7.8.08

alt for damerne



Jeg har for nylig oversat to udvalgte kapitler i Gitte Redders og Karin Palshøjs nye biografi Frederik - Kronprins af Danmark. De er nu udkommet i Australian Women's Weekly, der giver en lille forsmag her på deres webside.

6.8.08

hurra

Flaget hænger slapt ned, men jeg er fortrøstningsfuld.

4.8.08

regn

Regnen falder lodret, og hvad gør man egentlig?

30.7.08

også højholt her

Det amerikanske tidsskrift Calque, som i løbet af efteråret bringer mine engelske oversættelser af en række af Per Højholts prosastykker fra samlingen Praksis 8, har bedt om yderligere et par stykker til deres online tidsskrift. Jeg har tænkt mig at følgende skal med.


39. Lille Kafka-idyl. Jo mere jeg talte til ham, des større blev hans hoved. Flere gange prøvede jeg at tie stille og overlade til ham at tømme sig, men han frittede mig ud hver gang med nye spørgsmål, som krævede udførlige svar, og således fik jeg mod min vilje lidt efter lidt hans hoved til at antage en helt uhyrlig størrelse. Da vi senere fulgtes hen ad gaden bemærkede jeg til min overraskelse, at det var mig folk gloede på, ikke ham, og da vi tog afsked og jeg blev stående lidt for at se ham manøvrere det store, ægformede hoved ned gennem gågaden var det heller ikke ad ham, men ad mig folk klappede.

27.7.08

storebælt

Jeg lægger mig tilbage og betragter en måne. Alting høres gennem havvand.

haven

Egentlig er det alt nok at stå her iført træsko.

21.7.08

17.7.08

apropos

Apropos firmanavne var Tårnborgvej i Korsør i en del år domicil for det helt korrekt stavede Danish Erection Management. Vistnok et byggefirma.

11.7.08

fra notesbogen

Der er ikke noget at sige
eller
Det er ikke noget at sige

Det må undersøges

genstande

Et udvalg af genstande på skrivebordet, bl.a. en hel usleben skovrydningsøkse fra yngre stenalder placeret umiddelbart til venstre for denne bærbare pc. Se, dét var en sammenstilling, der ville noget!

9.7.08

i tivoli



Senere til Bonnie 'Prince' Billy var fuldskægsfrekvensen i vejret. Selv gik jeg (nybarberet) en 6-7 numre inde. Toget kørte til tiden.

3.7.08

tårnfalken

Brakmarkerne blev slået i går. Der kom en traktor og forvandlede det hele på under en time. Tårnfalken har kronede dage.

ved en nordlig indfaldsvej

henne ved alt det nye
der hverken er land eller by
slidt op af for meget
eller for lidt arbejde
ser han ikke engang bort
da hunden pisser
op ad den skrænt
der ellers skulle holde på
det hele

2.7.08

højholt



Mine engelske oversættelser af en række af Per Højholts korte prosastykker udgivet som Praksis 8: Album, tumult (1989) udkommer til efteråret i det amerikanske tidsskrift Calque. Et par af teksterne kan i mellemtiden læses her>>.

1.7.08

drømmen om at gå i træsko



Se solen stå op og gå ned
uden problemer,
pisse i fred
ved sin personlige hegnspæl.

Stå i sine træsko
og studere stjernehimlen
ligesom et menneske.

Er det for meget
at forlange af tilværelsen?


Niels Hav
- uddrag af digtet 'Drømmen om at gå i træsko' fra samlingen Grundstof (Gyldendal, 2004)

apropos oversættelse



Jeg skal oversætte Janne Tellers prisbelønnede roman Intet til engelsk for Simon & Schuster i New York.

sommerlandskab

Koen er et fantastisk dyr, sådan som den bare går rundt dernede og er ko. Og borgmesterens hest, der helt uforvarende havnede på forsiden af en landsdækkende avis af den ene årsag, at den var figur på en grund med titel 'sommerlandskab'.

oversættelser

Jeg har oversat nogle digte af Niels Hav. Det ene - Om hans blindhed - kan læses her>>. Desuden har jeg oversat et uddrag af Janne Tellers roman Kattens tramp (Gyldendal, 2004), som kan læses her>>.