Han lokkes tilbage til Cambridge, i hovedsagen fordi, han nu mener, at Tractatus bygger på et forkert grundlag. Han vil ind i sprogets dagligdag, ind i dets mystik, væk fra logikken. Økonomien er en knude, formuen er foræret væk. For at løse problemet skal han tildeles et doktorat på grundlag af Tractatus. Den 18. juni 1929 er der offentligt forsvar. Opponenterne er Russell og Moore. Russell erklærer som det første, at han aldrig har været med til noget så absurd, men spørger pligtskyldigt doktoranden, hvordan han kunne hævde, at han klargjorde sandheder gennem sætninger, som han samtidig mente var meningsløse. Wittgenstein svarer, at det skal d’herrer ikke bekymre sig om, de ville alligevel aldrig komme til at forstå det. Forsvarshandlingen afsluttes straks derefter. Wittgenstein er et geni, skriver Moore i sin indstilling, "men bortset fra det, opfylder han givetvis kravene til en doktorgrad ved Trinity College." Med titlen følger et stipendiat, og Wittgenstein flytter ind i en beskeden lærerbolig. Den består af to værelser. Visse steder klistrer han sorte papirstrimler på vinduerne, således at de antager de rigtige proportioner.
