Wittgenstein holder sin første forelæsning på Cambridge den 20. januar 1930. Emnet for denne og samtlige andre forelæsninger, han kom til at holde, var "Filosofi". Hvilken anden titel kunne man forestille sig, spurgte han retorisk. Wittgensteins forelæsningsstil beskrives i bl.a. Gunnar Frederikssons biografi Wittgenstein (Munksgaard, 1994):
Forelæsningerne er ofte blevet beskrevet. Wittgenstein ønskede kun et lille antal tilhørere, som skulle forpligte sig til at deltage i det mindste et helt semester, men helst flere. "Ingen turister," sagde han. Mange sprang fra, fordi de intet forstod, men en lille flok holdt ud. Også etablerede filosoffer kom til timerne, bl.a. G. E. Moore. Wittgenstein tolererede ikke, at nogen kom for sent, og skete det alligevel, kunne det udløse et vredesudbrud. Han forberedte sig omhyggeligt, men talte uden manuskript, ofte langsomt og eftertænksomt, sommetider med pauser hvor han bare tænkte, og hvor der var dødstille. Han sagde, at han engang havde prøvet at skrive et manuskript, men at ordene forekom ham som "lig", når han skulle læse dem op.
[…]
I 1931 flyttede Wittgenstein forelæsningerne til sin bolig på Trinity. Der blev båret stole ind fra andre værelser eller fra gangen, og af og til måtte tilhørerne sidde på gulvet. Selv sad han på en stol midt i rummet. Alle var bevidste om hans uhyre koncentration. Han anstrengte sit intellekt til det yderste. Norman Malcolm har tegnet et billede af situationen: "Han talte udmærket engelsk, med en dannet englænders udtale, men med enkelte germanismer i sætningskonstruktionen. Ordene flød ikke fra ham, men kom med stor kraft. Alle, der hørte på ham, vidste, at han var en enestående person. Ansigtet var påfaldende bevægeligt og levende, mens han talte, øjnene dybe og stærkt udtryksfulde."
Ofte var han så udmattede efter sine forelæsninger, at han gerne tog nogle af tilhørerne med i biografen, fortæller Malcolm. Wittgenstein sad altid på første række, fordi han var nærsynet og ikke ville bruge briller, og han blev helt opslugt af filmen, uanset hvor banal den var. Carmen Miranda og Betty Hutton skal have hørt til hans favoritter.
Wittgensteins påklædning var som nævnt anderledes end andre universitetslæreres. Den var yderst enkel og bestod af flannelsbukser, opknappet skjorte, trøje, jakke eller læderjakke. Udendørs bar han hue og brugte næsten altid spadserestok. "Ingen kunne forestille sig Wittgenstein i jakkesæt og slips," skriver Malcolm.
De studerende begyndte mere eller mindre at imitere Wittgenstein. De tillagde sig hans måde at diskutere på, hans manerer, gestus, spøgefuldheder, udtale og udråb. […] Der opstod også legender om Wittgenstein, fx – for at nævne en af de mindre dramatiske – at han lå på gulvet, når han forelæste.
