Da jeg på min første skoledag hen ad frokosttid opdagede, at jeg ikke skulle spise hjemme med min mor, sådan som jeg var vant til, gav jeg mig til at vræle. Det har jeg formentlig gjort i et stykke tid. I hvert fald stod skoleinspektøren pludselig foran mig. Jeg husker ikke ret meget andet den dag. Jeg var heller ikke ret meget mere end 4 år. Men jeg kommer aldrig til at glemme den rystetur, han gav mig dér midt i klasselokalet. En piskesmældspædagogik, kunne man vist godt kalde det. Under alle omstændigheder, tror jeg ikke, jeg græd ret meget mere i løbet af de 6-7 år, jeg gik på skolen, i hvert fald ikke i skoletiden, så effektivt har det jo været. Skoleinspektøren døde en del år senere. Vistnok en juleaften. En passende symbolik.
