På opslagstavlen ved mit skrivebord hænger der en 2-3 afbildninger af samme motiv: kejser Konstantins kolossale, himmelstræbende pegefinger fra den sønderlemmede statue ved Palazzo dei Conservatori i Rom. Da jeg var yngre og endnu befandt mig ved begyndelsen af min karriere som voksen lønmodtager med et vist ambitionsniveau og visse forventninger til egen formåen, har det formentlig givet en del mening med mellemrum at slå blikket op fra arbejdet og betragte dette motiv med en form for tilfredshed: nu var man endelig på vej frem. I den seneste tid er jeg begyndt at vende motivet på hovedet.