Da jeg for lidt over 10 år siden indledte min kometagtige karriere som universitetslærer og nulforsker i statens tjeneste, overhørte jeg en dag en anekdote om en professor i tysk, som vistnok var gået på pension et par år tidligere. Ved hans afskedsreception kom bekendelsestrangen åbenbart over ham, nu hvor han endelig var frigjort fra sin gerning. Og så betroede han sine forsamlede kolleger, at han igennem alle årene – og det var selvsagt mange – aldrig var gået ind til sin undervisning, uden først at have brækket sig, og aldrig var han gået derfra igen, uden at han havde lovet sig selv, at nu måtte det også være slut. Han overdrev jo, og så kunne man more sig. Men et eller andet sted vidste vi jo godt, hvad det drejede sig om. Hvorfor udsætter man sig egentlig?
