I dagens Politiken funderer Nils Thorsen over løgnen i moralsk perspektiv og taler med bl.a. idrætsprofessor Verner Møller og sociolog Henrik Dahl:
Når Bjarne Riis for år tilbage svarede undvigende på spørgsmålet om, hvorvidt han havde dopet sig, var det netop et udtryk for, at han ikke ønskede at lyve, men umuligt kunne fortælle sandheden [...] Og hvis du, som Bjarne Riis har gjort, markerer, at du ikke vil besvare spørgsmålet, men alligevel bliver presset på direkte tv, så kan man ikke forvente et ærligt svar. Men vi er sådan nogle moralsk selvretfærdige hundehoveder. Han blev tvunget til at sige 'ja' eller 'nej'. Det svarer til, at din kone spørger dig: "Har du været utro?". Den, der siger 'ja', er den, der gerne vil skilles. Og Bjarne Riis ville ikke skilles fra cykelsporten. I øvrigt ville han ikke trække alle mulige andre med sig [...] Nogle siger, at han for længst skulle have indrømmet det. Folk, som selv har været deres koner utro uden at have sagt en skid til dem om det. De skulle prøve at stå i direkte tv og blive udspurgt om det: "Har du været din kone utro?". Og man svarer: "Altså, jeg har overnattet hos nogen". Og så: "Men har du kneppet med dem?". Nu tager Riis så alle synderne på sig, så vi andre kan få lov at lyve om vores utroskab, og så begynder vi igen at sælge løgnen om de store helte og en renskuret sport.
(Verner Møller)
Han har nok netop gjort, hvad vi alle sammen også har gjort. Det er en almindelig hvid løgn, men i kæmpeformat. Jeg tror, at alle ambitiøse mennesker ved, at hvis djævlen stod foran dem og sagde: "Jeg vil opfylde alle dine faglige drømme, men jeg vil have din sjæl", så ville vi nok sige: "Kan jeg ringe tilbage om fem minutter?".
(Henrik Dahl)
Og mens vi korsfæster videre, tænker jeg på den fænomenale sejr i Amstel Gold Race i 1997, hvor Riis efter en punktering kører alene op til førergruppen og forbi uden at sagtne farten. Gruppen talte adskillige ryttere, der siden hen er blevet afsløret i eller har indrømmet epo-misbrug i samme periode. Øjnene lyver ikke.
