Lien ved Blokhus, malerens arbejdssted om sommeren og efteraaret, ligger højt over havet. Gaar man paa stranden, som her er bredere end alle andre steder langs Jyllands vestkyst, ser man ind over dyrkede marker mod den høje klit, som løfter sig stejlt under Vendsyssels mægtige himmel. Og dér, højt oppe, ligger Liens to længer, stuehus og atelier, begge kalket i en sart, dirrende rosa farve, man ellers kun synes, man har set i Syden. De lyser langt bort i deres festlige skønhed.
Indenfor er svalt, med blomster alle vegne i krukker og glas, vilde planter som gror taalmodigt paa disse sandede jorder. Og paa væggene i atelieret blomstrer de senest malede lærreders farver mod de silkegraa vægge. Man hører altid blæsten gaa i tage og spær. Beliggenheden er barsk, selv om sommeren, men paa et bord i stuen staar brændevinsflasker, hvis indhold er tilsat urter fra klitterne og plantagen, malurt, porse, og enebær. En morgendram, og man er klar til at rykke tidligt ud i landskabet, som frister med sin uforanderlige tørre farveskala under det tindrende lys.
[Ole Wivel. Maleren og hans motiv. Notater om Axel P. Jensen til et udvalg af hans billeder. Boghallen, København, 1966.]
På min væg hænger der et maleri af Axel P. Jensen. Åløb gennem landskab. Pirrupshvarre står der med falmede bogstaver. Jeg er meget glad for det billede.
