20.11.06
wittgenstein I
Den unge Wittgenstein står på sletten oven over Lancashires nyindustrialiserede dalstrøg. Han er ikke alene, men i selskab med en studiekammerat fra ingeniørstudiet i Manchester. Sammen holder de fast i og fremviser den drage, som Wittgenstein har tegnet og bygget, og som den dag i dag kaldes Wittgenstein-dragen. Det er gråt og diset, eller måske er det bare årene og det grovkornede fotografi. Under alle omstændigheder er de to skikkelser iklædt jakkesæt. Begge ser de ind i fotografiapparatet og præsenterer beskueren for beregningernes bedrift. I baggrunden anes det gæstgiveri, hvor de to kammerater har tilbragt nogle dage i hinandens og ingeniørkunstens selskab. Man aner en fremtid, hvori maskinen medtænkes som dominerende islæt. Det er inden logikken fører ham hen til Russell i Cambridge.