wittgenstein III

I bøndernes øjne var han altid ejendommelig, en fremmed. Den tarvelige påklædning til trods, har han vel aldrig været andet end den sofistikerede excentriker fra Wien, præget af sin dannelse og familiens ufattelige rigdom, og med alle de finkulturelle tilbøjeligheder, der nu engang har gjort sig gældende i et sådant miljø. Og så havde han foræret hele sin formue væk for at hellige sig denne simple og ukunstlede tilværelse. Nu var han her med sine mærkelige ideer, sin besværlige facon, hele sin Fremdheit. Gjorde krav ikke blot på børnenes tilstedeværelse, men også deres nysgerrighed. Det var ikke kun drengene, også pigerne skulle lære. Men den reformerede pædagogik, han medbragte, ledsagedes ikke sjældent af hidsighedsanfald og korporlig afstraffelse. Der har givetvis været en betragtelig mytedannelse. Sikkert er det dog, at han i april 1926 forsvinder i ly af natten, efter at han den foregående eftermiddag under et voldsomt raserianfald har slået den 11-årige elev Josef Haidbauer halvt fordærvet. Tilfældet Haidbauer. Wittgenstein er nu helt nedbrudt. Han dukker op i et kloster, hvor han beder om at blive optaget som munk, men bliver afvist. I stedet tager han igen arbejde som havemand, nu ved klosteret i Hüttelsdorf. Han bor i redskabsskuret.