cykling

De få år, jeg kørte, var jeg en meget habil rytter, måske ligefrem god. Bekræftelsen kom, da jeg endelig traf beslutningen om at køre organiseret med andre ryttere i motionsklubben. Indtil da var det bare en fornemmelse, jeg havde haft, når jeg kørte mine ture alene. På træningsturene kom jeg hurtigt til at køre med de seje på hold 1, som oftest blandet med enkelte stærke ryttere fra hold 2. De kørte hårde intervaller. I løbene kunne jeg ikke holde trit med de allerstærkeste, men kom i næste geled eller lige efter. Jeg var i kraft af min forholdsvis lave kropsvægt især god på bakkerne. I de indlagte bakkespurter fandt jeg ud af, at jeg havde et antrit, som kun få kunne matche, om end jeg ind imellem godt kunne indhentes, inden spurten endelig blev afgjort. Tempokørsel var ikke min force. Det var andre, mere kropstunge ryttere, som oftest tog ansvaret, når vi skulle køre i vinden. Men når jeg var godt kørende, kunne jeg tage endog lange føringer, hvor jeg virkelig kørte igennem, og hvor jeg til tider endda måtte holde lidt igen, for at gruppen ikke skulle splittes. Som rytter bliver man altid enormt sur, når gruppen splittes unødigt. Nogle gange knoklede man over mange kilometer bare for at hænge på. Der var tale om en kraftudladning, der hensatte kroppen i en vedvarende stresstilstand: hjulet måtte ikke slippes, der måtte ikke opstå hul, for så var det slut. Og nu funderer jeg over erkendelsen – altid så pludselig – at nu kunne man ikke længere, nu skulle der slippes. Så var de over alle bjerge, og det var lige meget. Man hengav sig til restitueringen.

skyggerne

"Det største problem ved at beskrive tidlige barndomsoplevelser er nok, at man er nødt til at benytte et sprog, som man ikke ville have forstået, da oplevelserne fandt sted, og som derfor altid vil være ukorrekt. Man forsøger at gøre det uklare klarere og kommer derved til at tvære noget ud, som egentlig til at begynde med var klart. Man lyser på skyggerne, og der bliver mørkt, dér hvor der var lyst."

[Henrik Nordbrandt. Døden fra Lübeck. Gyldendal, 2002]

Hamilton

Apropos de svenske krimier. Som så mange andre slugte jeg i sin tid Jan Guillous gigantiske Hamilton-serie om Sverige og svensk sikkerhedspolitik i særdeleshed. Det var ganske enkelt fremragende. I tiende og sidste bind, En medborgare höjd över varje misstanke, flygter Hamilton fra sit fængsel og tvinges i landflygtighed i Californien, hvor læseren møder ham kortvarigt i det lille efterskrift Hamlon. Nu er han tilbage, og efter alt at dømme er Madame Terror (den håbløse titel til trods) absolut et bekendtskab værd – ja, Informations anmeldere (her) kalder ligefrem bogen et mesterværk. Hamilton har naturligvis været udsat for forskellige filmatiseringer. De første var gode, de seneste rædsomt perverterede i forhold til oplægget. Stellan Skarsgård var en uhyggelig, dæmonisk Hamilton i bl.a. Coq Rouge og Den demokratiske terroristen. Peter Haber – som bl.a. senere har brilleret som Martin Beck – fremhævede det livstrætte og sørgmodige i Fiendens fiende, mens Stefan Sauk var den årvågne militærmand i det meget lidt vellykkede Vendetta. Filmkunst er det ikke ligefrem, men førstnævnte indspilninger kan anbefales.

afsked

Åh, Svenning Dalgaard, Ole Sippel og Steffen Gram. Jeg rummer ikke jeres alvor i aften. Vi ses måske en anden gang.

Wallander

Ystad. Wallander. Lejligheden i Mariagatan. Jussi Björling og Maria Callas. Søvnen, der nægter at indfinde sig. Sammenhængen, der ikke kan ses, selv om al erfaring siger, at den må være der et sted. Det møjsommelige, uophørlige politiarbejde skildret ned i detaljen. Grublerierne. Kærligheden, der til stadighed udebliver. Frustrationen. Utilfredsheden. Den dybe, tunge søvn, der pludselig overmander. Mobiltelefonen, der river søvnen itu. Og så står man dér på en pløjemark i Skåne med et lig, mens regnen tager til.

Jeg er storbeundrer af den svenske krimitradition. Henning Mankells romanserie om kriminalkommisær Kurt Wallander lægger sig stærkt i baghjulet på Sjöwall & Wahlöös skelsættende ti-bindsværk. Samfundskritikken er dog mere neddæmpet, og romanerne finder også slægtskab med nyere britisk tradition. Serien er da også uhyre populær i Storbritannien, hvorfra det forlyder, at samtlige ni romaner er tænkt filmatiserede on-location i Sydsverige som ny storsatsning efter Morse.

Jeg har ikke set de nye svenske film med Krister Henriksson i hovedrollen, som Mankell har skrevet særskilt til mediet. Efter sigende er de glimrende. For mig er Wallander lig med den store svenske skuespiller Rolf Lassgård, som nu har haft hovedrollen otte gange. Især den første filmatisering Mördare utan ansikte, som SVT i Malmø stod for, er formidabel i al sin skånske autenticitet, og Lassgård bliver ved med at lægge nye lag på figuren. Senest i Steget efter. Som jeg altså så på DVD i aftes.

Swagger!

I sine tidligere udgivelser synger Allan Olsen fint og indlevende om de små byers mytologier. En særlig finurlig skildring er Staklernes Hus, som hos mig altid fremkalder erindringen om Swagger. Sådan blev hun kaldt. Hvad hun egentlig hed, var der ingen, der vidste, men det var en kendt sag, at hun i virkeligheden var velhavende. Hun kørte rundt i en ramponeret Landrover læsset med en 3-4 labradorer. Havde jord i nærheden med et par heste gående i en fold. Gik altid i det samme snavsede jagttøj og så ud som om, hun ikke havde været i bad i årevis. Retfærdigvis må det siges, at netop den hypotese måtte forblive ubekræftet al den stund, at væmmelsen forhindrede os i at komme så tæt på, at det ville kunne afgøres på fx lugten. Hun boede nede på promenaden i et stort, gammelt hus. Vinduerne var sorte af snavs. Der hang enkelte lasede netgardiner, som vel nok havde været hvide engang. En enkelt gang dristede vi os derhen en sen aften. Gloede forsigtigt ind ad køkkenvinduet, usikre på, hvad vi egentlig kunne forvente os af gruopvækkende rædselsbilleder. Jeg husker, at vasken var fyldt med tilfældigt stablede tallerkener og krus. Der var skidt og møg over det hele, var vi enige om bagefter. Og ganske som i sangen en nøgen pære, der lyste ned fra loftet og hen over et lille bord. Da vi løb derfra, råbte vi hånligt hendes navn ud i mørket, så det rungede over marsken.

efterår (endelige tilnærmelse)

Der er tændt op i brændeovnen i aften.

provinshavn (efterår)

Kranen losser meditativt kul af en tysk coaster, mens folk går i Føtex.

koncertnyt

I et sjældent aktivitetsudbrud på bandets ellers udmærkede hjemmeside bebuder Larsen and Furious Jane en række efterårskoncerter, bl.a. i Roskilde den 19. oktober. Hermed et stort kryds i kalenderen.

ansat ad infinitum

Tænkte på en åbningsreplik til formiddagens undervisning og besluttede mig for den her: Tænkte på en åbningsreplik til formiddagens undervisning og besluttede mig for den her.

lekture

Sidemandens rejselekture er samtlige ugens tilbudsaviser. Jeg noterer mig: også pendleren bør være omhyggelig i sit valg af kommunikationsrådgiver.

efterår (2. tilnærmelse)

Tweedkasketten fra Dublin.

zoologisk anfald (ubehandlet)

Rhi-fuckin'-noceros,
hippo-fuckin'-potamus.
Vandrende pind.
- Svin!

retrochic

Kald mig bare nostalgisk, men der var nu noget helt særligt ved synet af f.eks. Charlton i fuld flugt mod baglinien efterfulgt af en vandret frisure. Der må gøres noget. Der må være et netværk, et diskursfællesskab. En Foreningen Til Fremme For Hentehårsfrisurens Genindførelse I Professionel Fodbold.

julie christie

Der kan være visse ulemper ved at bo på landet. F.eks. at man helt går glip af Cinematekets Julie Christie-kavalkade. Så er der ikke andet for, man må sætte den indre projektør i gang. I Billy Løgneren (1963) er hun med i sammenlagt 11 minutter og er bare uforglemmelig.

efterår (1. tilnærmelse)

Nedfaldsæbler.

playlist d.d.

(I mental rotation)

1. (Get A) Grip (On Yourself)
2. Peaches
3. Something Better Change
4. No More Heroes
5. Duchess
6. Golden Brown
7. Strange Little Girl

Jeg er et meget privat menneske. End ikke jeg kan regnes blandt mine venner.

watendlath

Watendlath er et stednavn. Ifølge webleksikonet Wikipedia er Watendlath ”a group of houses in Cumbria in England”, og etymologien er, som det vist tydeligt fornemmes, oldnordisk: ”water-end-barn”. Disse sparsomme oplysninger yder stedet dog på ingen måde retfærdighed. Jeg har nemlig været i Watendlath engang. På et tidspunkt i min barndom besluttede min far sig for, at han i hvert fald i sine ferier ville være friluftsmenneske og tage på vandreture i det storslåede nordengelske naturområde, som kaldes The Lake District. Området ligger umiddelbart syd for mine forældres – og min – fødeby, men jeg forestiller mig ikke, at min far har haft mulighed for at stifte andet end flygtigt bekendtskab med området, dengang han selv var ung. Fritidsbegrebet, som vi kender det i dag, var jo ikke opfundet, og familien har på ingen måde tilhørt det sorgløse befolkningssegment, som har kunnet fornøje sig ved at eje bil. Desuden har der været krig. Som voksen har han formentlig båret på et ønske om omsider at kunne nyde af sit barndomslands store uudforskede natur, og måske for en stund overgive sig i en slags frihed. Det var på en af disse vandreture, at vi kom forbi Watendlath. Det var sommer, og den lille samling huse har vel tjent som udgangspunkt for vores vandring i det centrale fjeldområde. Her ved mit skrivebord læser jeg mig frem til, at flækken ligger ret isoleret i den store dal, og at den gennemstrømmes af bækken, der løber ud fra bjergsøen, der kaldes Watendlath Tarn. Det stemmer alt sammen overens med mine erindringer om stedet, som især knytter sig til afslutningen på vores fjeldvandring. Det har været varmt, og vi har vel vandret det meste af dagen. Jeg husker ikke, om det var mig eller min lillebror, der har plaget om lov, eller om det hele bare skyldtes et spontant indfald fra min fars side. I hvert fald sprang vi i bækken med det kolde, krystalklare vand. Vi svømmede under vandet og dykkede efter sten, alt imens min mor stod og fulgte med i vores leg oppe fra bredden. Måske har også hun følt en snert af lykke ved det løjerlige syn. Min far er for længst død, jeg lærte ham aldrig at kende. Men jeg kunne nu godt tænke mig at se Watendlath igen.

- Undskyld, jeg spørger, men hvad skal vi bruge det her til?
Svarer udførligt efter bedste overbevisning:
- Ingenting, ingenting ...

Ham konceptkunstneren, der gik fra det hele.

da vi fik bil

Af en eller anden grund var det dét, jeg tænkte på, da jeg slog øjnene op i morges. Erindringen viser, at jeg gik ind til min mor og far. De lå i sengen og var ved at vågne. Det har været en søndag. Der var en overraskelse, jeg skulle kigge ud af vinduet. Jeg har været en 4-5 år. Nedenfor i den lille indkørsel holdt der en bil. En Hillman Husky, sandfarvet. Senere fik vi en Morris, den klassiske med bindingsværket. Jeg husker, vi blev båret ud i pyjamas og med dyner en tidlig morgen og lagt omme bag i bilen, hvor bagsædet var slået ned. Det var nemlig det smarte ved den model. Så kørte vi nordpå ad den gamle vej. Måske var det før motorvejen kom.

godaften, måne

Hvilken måne i aften.

”Godaften, Måne, godaften, min ven”, hedder en gammel sang, der vist var på mode omkring århundredskiftet. (Døgnmelodier er lige så gode udløsere af erindring som lødigere musik!). Hvad teksten ellers går ud på, ved jeg ikke, men melodien åbner for et eventyrligt panorama: Jeg står sammen med min moder på toppen af en høj bakke i byens udkant, og vi ser Månen stige af havet i øst, stor og kanelrød, og mod måneskiven tegner sig silhouetten af en sort ås, samt – et lille øjeblik – af en vandrende skikkelse. Så har man set ”Manden i Månen” lyslevende – selv om man samtidig nok ved, at det kun var en ”tørvemand” for hjemgående med sin tremmekurv med tørv på ryggen.

Også dette billede indeholder for mig en sum af fundamental mytisk poesi. For eftertanken lader denne myte sig jo nok ”udlægge” – f.eks. sådan: Det aftenlige himmelrum, det umådelige hav, den tørvbærende jordbo på sin skikkeligt verdslige hjemfærd med de jordsorte tørv – det dagligdags jordnære i spændingsfyldt kontrast til det kosmiske og evige. Og det hele omfattet af denne venlige og varme, flygtige sang, som vel er faldet min moder på læben som et passende apropos til situationen.

Men således dechiffreret taber disse myter deres vingers egentlige poetiske sommerfuglestøv og bliver til litteratur, hvilket ikke er det samme, selv om også det jo er godt. De poetiske barndomsmyters inderste kerne unddrager sig verbal fortolkning. De har ligesom musik deres eget uafhængige og forborgne liv, med rødder dybt i sjælen og i al tings begyndelse.

[William Heinesen: uddrag af ’Godaften Måne – godaften, min ven’ (1971). Genoptrykt i samlingen af samme navn, Fiskers Forlag, 1989.]

Jeg kommer altid til at tænke på den gamle digter, når jeg ser sådan en måne som den i aften. Og på det lille rødmalede hus med de grønne vinduer på bakken oven for byens plantage.

Godaften, min ven ...

hvad der sker, når jeg hører the undertones

Jeg lægger cd’en i afspilleren. Det er fredag aften. Jeg har indtaget et beskedent kvantum alkohol. Jeg betragter endnu engang pladens omslag. Hvid baggrundsflade, det kornede sort-hvide fotografi tilskåret, som var det ved et tilfælde. Enkle grønne blokbogstaver med bandnavnet i øverste venstre hjørne udgør omslagets eneste skriftlige information. Jeg studerer ansigterne. Nu kan jeg se, hvor unge de er. Bag dem et rækværk, og bag rækværket en stribe boliger af den særligt britiske slags, triste, slidte og uensartede, sammenbygningen til trods. Der er ingen antydning af den uro, der ellers hersker. De fem unge er tarveligt klædte og med et blegt og usundt udseende, som hører alderen, geografien og det sociale ophav til. Påklædningen samt den øvrige fremtoning signalerer klar afstand til enhver kommerciel hensigt. De sorte Dr. Martens støvler er et gennemgående træk og særligt fremtrædende i kraft af figurernes placering, siddende på muren og med benene hængende frit eller fremstrakte. Forsangeren, som i kraft af sin mere oprejste siddestilling synes fremhævet i forhold til de fire andre, er iklædt rullekravssweater og parkacoat i trekvartlængde. Blikket er svært skelende, et kendetegn. De fem ser direkte på fotografen og viser med en enkelt undtagelse tydeligvis glæde ved situationen. Det er uhøjtideligt og hverdagsagtigt. Allerede ved de første akkorder lader jeg mig rive med af sangens fremdrift. Guitarerne er insisterende og tempofyldte. I stemmens vibrato en hel ungdom. Jeg tilsidesætter samtlige mine frustrationer.

vonnegut's apocalypse

meantime

"I'm a painter and decorator!"

Socialrealisme er jo noget, englænderne kan. Og Mike Leigh er nok dens mest lysende eksponent.

doctor

So when can I come home
and hide under the bed ...?

Torsten Larsen.
Larsen and Furious Jane: 'Doctor'. Fra cd-albummet Tourist With A Typewriter, Morningside Records, 2005.

pendler

Jeg tager næsten altid toget. Jeg har min faste plads på perronen. Jeg stiller mig dér, hvor jeg ved, at jeg får mindst mulig afstand til dørene, når toget holder. Desuden har jeg efterhånden en temmelig veludviklet fornemmelse for, hvor i toget hvilekupéen er placeret, og det har også indvirket på mit valg af ståsted. Dog kan vejret ind imellem ændre på mine vaner således, at jeg kan være nødt til at søge læ i perronens læskur. Hvis det virkelig regner, kan vi være mange, der forsøger at finde plads netop dér. Når toget kommer, søger jeg som regel ind i hvilekupéen, men det stiller jeg ikke som et krav, medmindre jeg skal til at læse eller på anden vis koncentrere mig, f.eks. fordi jeg skal gennemgå noter mhp. formiddagsundervisning. Når jeg går ind i kupéen, spejder jeg straks efter en ledig plads, helst to pladser ved siden af hinanden, således at der er mulighed for at sidde helt for sig selv. Som oftest sidder jeg og hører musik på min mp3-afspiller. Før i tiden havde jeg en almindelig cd-afspiller, men den nye digitale teknologi har unægteligt gjort det nemmere, hvad angår at skulle transportere et passende udvalg. Undervejs kan man ikke helt lade være med at betragte sine medpassagerer, og på samme måde forestiller jeg mig, at jeg selv bliver betragtet. Er der øjenkontakt, ser vi som regel straks væk, for blufærdigheden skal selvfølgelig respekteres. Mange af mine medpassagerer sidder fordybede i f.eks. gratisaviser, men det gør jeg ikke. Det mest irriterende er, når man kommer til at sidde sådan, at synsfeltet forstyrres af dvd-film, der afspilles på bærbar pc. Medmindre man lukker øjnene helt, kan man jo ikke lade være med at registrere flimmeret, og det sker, at man til og med bliver draget kortvarigt ind i filmen helt imod sin vilje. Der er som regel tale om dårlige amerikanske actionfilm. Det er altid mænd, der holder sig beskæftigede på den måde under turen. Jeg synes, at DSB bør kigge på det, ligesom de har gjort det med mobiltelefonerne, som jo kun må være stillet på lydløs i hvilekupéen og i øvrigt ikke må benyttes til samtale. Somme tider falder jeg i søvn, inden jeg når frem til min destination, men det sker mest på hjemturen. Selv om jeg har rejst en del år med tog, har jeg kun sovet over mig én gang. Det skete faktisk for nylig, at jeg måtte fortsætte til den næste station og derfra tage et andet tog tilbage igen. Apropos mine medpassagerer. Det sker meget sjældent, at man udveksler ord. Nogle gange ser man et af de kendte ansigter i en helt anden kontekst, f.eks. i Netto, og så bliver man altid lidt overrasket. Men der gælder de samme regler for samtale og øjenkontakt i f.eks. Netto som i toget. Vi når lige netop at registrere hinandens tilstedeværelse uden for de vante omgivelser, og så ser vi ellers væk. Inderst inde, mærker jeg altid en slags fællesskabsfornemmelse, når det sker, også selv om det forbliver uudtalt.

fodbold set fra månen

Udekamp mod Island. Ingen umiddelbar udsigt til begavet boldkunst. Men den slags har vi heldigvis foreviget andetsteds, også i erindringen.

Vi ventede på, at Laudrup fik bolden. Det kunne være minimalt, eller lidt-men-godt, eller matchwinner detaljer, det han gjorde, når han fik den. Hans synkoperede måde at drible på, som rev forsvaret op, hans vidunderlige dybe afleveringer, der åbnede hele feltets geografi som ved et trylleslag.

(Jørgen Leth)

informationsudsnit (holdende tog)

4,3 m / spor / perronafsnit A / 200 meter / klargøringshal / 09:50 35 / PU G1C / Mod city

værre er det ikke

"Min eneste fortrydelse her i livet er, at jeg ikke er en anden."

(Woody Allen)

tanker i nærheden af et undervisningslokale

Om ganske få timer står jeg endnu en gang foran 30 mere eller mindre forventningsfulde unge mennesker i et undervisningslokale og skal præsentere dem for den disciplin i deres uddannelse, som netop jeg antages at være særlig velegnet til at stå for. Efterfølgende skal jeg undervise disse mennesker – og mange, mange flere af deres studiekammerater – i et forløb, der i første ombæring strækker sig over hele efteråret. Der er visse ting, jeg bliver afkrævet i den situation, uden at der nødvendigvis sættes ord på kravene. Det er ikke småting. Bl.a. er det meningen, at jeg skal være dynamisk og udadvendt, jeg skal være vittig og vidende, og jeg skal kunne omsætte den viden i en klar og effektiv pædagogisk praksis. Endnu har jeg rigelig tid til at pakke mine ting og vende ryggen til alle disse krav. Jeg kunne forlade huset og tage hjem. Jeg kunne bruge dagene på at lægge spændende fremtidsplaner sammen med min hustru. Jeg kunne hente min søn og tage op i skoven for at lede efter duehøgens rede, eller vi kunne sidde og spejde ud over søen, uden at foretage os noget særligt. Jeg kunne køre ud i lufthavnen eller til banegården og rejse væk fra det hele, f.eks. til filmfestivalen i Venedig eller til Argentina eller Chile. Jeg kunne sige mit job op og søge ind til postvæsenet, eller jeg kunne starte min egen virksomhed, hvad det så skulle være. Men jeg ved, jeg gør ingen af delene, ikke i dag. Jeg tager mig sammen, lukker øjnene og tager mig sammen. Og tænker igen, at jeg skulle have gjort noget ved det, dengang det kunne afskrives som ungdomspjat.

kommunikation

Nede i kantinen en ivrig adjunkt fra Institut for Moderigtige Briller, der himler op om kommunikationsprocesser, som gjaldt det liv eller død. Han siger platforme rigtig mange gange.

en fortvivlet amerikansk humorist

Bladrer igennem Bo Green Jensens essaysamling Ind i det amerikanske (Borgen 1992) og opdager et kapitel om Richard Brautigan. En ”fortvivlet amerikansk humorist”, som jeg næsten helt havde glemt. I begyndelsen af firserne læste jeg det meste af det, han havde skrevet, enkelte stykker har jeg stående på reolen endnu. Jeg finder frem til So The Wind Won’t Blow It All Away, vistnok hans sidste roman, før han skød sig i hovedet i 1984. Jeg tror, jeg læser den igen.

Richard Brautigan var en stor, godmodig, mere end almindelig svært drikkende amerikansk humorist af den kynisk snusfornuftige type, der af en eller anden grund trives bedst i Amerika, fra Twain og Bierce til Pynchon og Vonnegut.

Til det med alkohol kan man vist roligt tilføje: euforiserende stoffer.

senaften

Jager en natsværmer ud af det oplyste rum. Den erstattes i samme nu af en anden, mindre og mere anonym. Jeg pulveriserer den mellem mine håndflader og betragter kortvarigt støvet.

vejen ud

Her for nylig fik jeg en diskret, men bestemt påmindelse om et højtideligt løfte, jeg har afgivet for en ca. tre år siden, og som gik ud på, at jeg ville bygge et halmhus inden for fem år. Selv om jeg forleden indkasserede min hidtil største lottogevinst på 39 kr., er jeg efterhånden begyndt at se i øjnene, at der i kampen mod tilfældigheden kun findes én vinder – og han bor åbenbart i Nordjylland. Der er altså kun én udvej – et bæredygtigt byggeprojekt med halm som det bærende element. Frihed i sigte!

moderne tider (revisited)

Nu er der jo også andet i verden. Men alligevel. Tvivlen har egentlig gnavet lige siden 'Love and Theft', som ved nærmere eftertanke nu har stået nærmest uberørt på hylden i fem år. Nu er den der igen. Er det mon for kættersk en tanke? At man har svært ved at forlige sig med manden i rollen som saloncrooner? Stemmen bærer jo meget, bevares. Teksterne (her) ligeså. Men skabelonen er ganske enkelt for kedelig. Nu står jeg her og griber uvilkårligt ud efter det pågående og foruroligende, den tilintetgørende nødvendighed, der kendetegner en sang som f.eks. 'The Groom’s Still Waiting at the Altar' (tekst her). I øvrigt fra et af hans vel nok dårligste albums overhovedet.

Put your hand on my head, baby, do I have a temperature?
I see people who are supposed to know better standin' around like furniture.
There's a wall between you and what you want and you got to leap it.
Tonight you got the power to take it, tomorrow you won't have the power to keep it.

West of the Jordan, east of the Rock of Gibraltar,
I see the burning of the stage, Curtain risin' on a new age,
See the groom still waitin' at the altar.

Men 'Modern Times' er jo lanceret som afsluttende del i en trilogi. Hvad ligger der mon forude?