23.2.08

eels/trouble with dreams

hårde betingelser

Da de opdagede, at flere af de biler, de havde brændt af i løbet af natten, faktisk tilhørte deres egne, krævede hævnens ubønhørlige logik, at de var nødt til at gentage handlingen allerede den næstfølgende nat.

22.2.08

situationen lige nu

Der er for få nyheder til at fodre medierne i dette lille land.

Informationschef og vicepolitiinspektør ved Københavns Politi Flemming Steen Munch i samtale med Lasse Jensen i programmet 'Mennesker og Medier' i P1 i eftermiddag.

19.2.08

dk 2

På det falmede menukort, der forlegent byder velkommen uden for DK-tankens grill, fremstår maden nu lige så farveløs som det februarlandskab, der undertiden gennemskæres af folk med for lidt at lave.

14.2.08

årsag/virkning

Var han bare nået frem fem minutter tidligere for at hente bilen hos mekanikeren inden lukketid, havde han ikke behøvet at gå derop igen den næste formiddag i fuld sol og et par graders varme og havde så aldrig fået set de to viber, der lettede med det karakteristiske skrig, da han kom gående; og var bilen lavet færdig, havde han ikke behøvet at gå derfra igen med uforrettet sag og havde så aldrig fået set de to lærker, der lettede samme sted fra på tilbagevejen med en sang, der rakte ud efter det spæde forår.

dk

På DK-tanken reklamerer man for pølser vha. et antal flag, hvoraf flere trænger til udskiftning grundet almindelig slitage. På DK-tanken føres der pga. miljøopgradering ikke benzin p.t. På DK-tanken fås et mindre udvalg af dagligvarer. På DK-tanken drikker de bajere i et dertil indrettet skur. På DK-tanken står godsejeren og læser lokalavisen. På DK-tanken ryger de bag disken og vifter røgen væk, når man træder ind i butikken. På DK-tanken siger de: Hvorledes må vi friste Deres gane? På DK-tanken udlejes der trailere, hvilket ofte viser sig nyttigt. På DK-tanken er verden reduceret til en størrelse, der lader sig håndtere i praksis.

13.2.08

nyt dokument

I går tjente jeg penge ved at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. I dag er jeg tilbage i mere vante omgivelser, og tiden har jeg glemt.

somme tider

Jeg går i Netto. Jeg går i Brugsen. Somme tider glemmer jeg noget og må køre tilbage.

7.2.08

højholt


















Jeg har en eller anden svaghed for at skrive om originaler, der bor alene på landet, skægt nok!

Per Højholt i Lars Johanssons portrætfilm Højholt, og senere bogen "Udsatte egne - det er mig" (Borgens Forlag 1999).

6.2.08

overvejelser om ingenting

Objektivt set er et hul jo ikke noget at snakke om. Dets væsentligste kendetegn må antages netop at være tilstedeværelsen af, hvad der kun kan betegnes som intethed. Ikke desto mindre var vi to, der stod og betragtede et sådant hul i de tidlige formiddagstimer. Vi gloede ned i det. Sagde ikke så meget til at begynde med. Alt taget i betragtning, er der tale om et rimeligt stort hul, sådan som det ligger dér, uden egentlig at være noget, omkranset af de første erantis og gennemboret af et rør, hvis formål ingen af os er i stand til at bestemme. En flok gæs passerede lavt hen over hovedet på os. Måske var det dét, der gjorde, at den kortvarige stilhed, der var opstået imellem os, ophørte. Vi var enige. Det skulle nok kunne lade sig gøre. Vi skal bare have fat i en rendegraver, så fylder vi det op. Så bliver det til noget igen.

2.2.08

udsigt i udsnit

En sø. En sø og et antal fugle.

1.2.08

overskrift

Uvidenhed om kød. Det stod der.

old shit, new shit

I’m tired of the old shit, let the new shit begin. (Mark Oliver Everett)

I går var jeg inde på kontoret. Jeg indsendte en artikel til et tidsskrift. Det var muligvis min sidste handling inden for de professionelle rammer, jeg igennem en 12-13 år har forsøgt at finde mig til rette i. Jeg smed ud. Tre sække med intetsigende papirer. Jeg smækker dog ikke med døren. På skrivebordet placerede jeg de to artikler, jeg har skrevet her i løbet af januar. Nu ligger de der med få centimeters mellemrum i plastikchartekker. Der er nydeligt derinde nu. På navneskiltet uden for døren står der: orlov 01/02/2008 – 31/01/2009. I dag meldte jeg mig ledig.