overvejelser om ingenting

Objektivt set er et hul jo ikke noget at snakke om. Dets væsentligste kendetegn må antages netop at være tilstedeværelsen af, hvad der kun kan betegnes som intethed. Ikke desto mindre var vi to, der stod og betragtede et sådant hul i de tidlige formiddagstimer. Vi gloede ned i det. Sagde ikke så meget til at begynde med. Alt taget i betragtning, er der tale om et rimeligt stort hul, sådan som det ligger dér, uden egentlig at være noget, omkranset af de første erantis og gennemboret af et rør, hvis formål ingen af os er i stand til at bestemme. En flok gæs passerede lavt hen over hovedet på os. Måske var det dét, der gjorde, at den kortvarige stilhed, der var opstået imellem os, ophørte. Vi var enige. Det skulle nok kunne lade sig gøre. Vi skal bare have fat i en rendegraver, så fylder vi det op. Så bliver det til noget igen.