30.8.07

Loney, Dear - I am John

Emil Svanängen er Loney, Dear, bidt af en gal Brian Wilson i Jönköping.

i dag arbejder han igen i blinde

Show me a bush, and I will beat about it.

kort betragtning vedr. sagforholdenes sammenhæng

jeg er fx tilfreds med min påklædning i dag, i dag behager fx farvesammensætningen mig, jeg føler at alting passer sammen, mit selvbillede er intakt, jeg føler mig godt tilpas, det er vigtigt når man som jeg let kan slås ud af ubetydelige sagforhold som fx det at tøjet ikke behager, så er det som om dagen

er ødelagt

29.8.07

amsterdam

det var amsterdam det var først i firserne vi tog båden og så toget og boede på en husbåd og siden i en tom lejlighed i bydelen jordan og spiste mad på cafeen ved siden af og pommes frites med majonæse på gaden vi var til bo diddley på paradiso og et eller andet på melkweg og vi turde ikke besøge glædespigerne eller også havde vi bare ikke råd vi spillede på gaden en besynderlig trio med krumhorn mundharpe og guitar og vi inhalerede ja vi gjorde vi inhalerede for alle pengene

28.8.07

frygt og bæven i tjustrup

I sognepræst C. Krarups lokalhistoriske optegnelser Tjustrup og Haldagerlille Sognes Historie, udgivet i kommission hos Bundgaards Boghandel, Fuglebjerg, i 1942 står følgende:

"Matr. Nr. 11 er Lindesidegaard, som kan ses urigtigt stavet Lindesøgaard, hvor det helt rigtige vel nok er Lindesiggaard (...) På Lindesiden spøgte det."

Herefter følger en lille håndfuld historier, der i sandhed vidner om frygt og angst og bæven i en svunden tid i Tystrup. Bl.a. om ægget, der var blevet "lagt" for at bringe ulykke over dem på gården: "Fra den Dag begyndte Konen der i Gaarden at bryde, og hun blev tilsidst en værkbruden Stakkel."

Gårdens nuværende beboer er mig, men indtil videre har jeg intet observeret ud over det sædvanlige. Måske lige med undtagelse af, at øllene i kassen i den nordlige staldlænge har det med at forsvinde i nærmest overnaturlig fart.

omd / souvenir (1981)

omd















Jeg gik i skole med Andy McCluskey fra OMD. Han kendte ikke mig, var vist et par år ældre. Men jeg tror, de fleste på skolen vidste, hvem han var. Som jeg husker det, tilbragte han det meste af sin tid i skolens formningslokale. Han havde afrohår og led af både eksem og astma. Man kunne høre ham komme gående med sit vejrtrækningsbesvær. Sammen med Paul Humphreys, som muligvis også gik på skolen, dannede han bl.a. The Id, og var en overgang med som forsanger i Dalek I Love You. Parret dannede Orchestral Manoeuvres in the Dark sidst i halvfjerdserne, stærkt påvirket af Kraftwerk og den tyske elektroniske musik. Ligesom deres samtidige The Teardrop Explodes og Echo and the Bunnymen spillede de jævnligt på Eric’s Club i Liverpool. Inden længe skrev de kontrakt med Factory, som udgav den første single ’Electricity’. Tony Wilson så dem vistnok som en slags elektroniske Beatles. Senere kom de på Din-disc under Virgin og solgte stort. Jeg opdager tilfældigt, at der snart kommer en dokumentarfilm på dvd med titlen Souvenir, som jo også var titlen på en af deres største hits, den første med Paul Humphreys på vokal. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg bruger penge på filmen – men jeg har da fornøjet mig lidt med at se klip fra den og ellers fortabe mig i melodisk nostalgi.

27.8.07

eija-liisa ahtila




















Gl. Strand, København K. til den 21. oktober. Læs mere her.

22.8.07

arbejde (udsnit)

Jeg fotokopierer tre væsentlige videnskabelige artikler, i alt 107 sider. Jeg må reducere størrelsen til 86% for at få den ene med i sin helhed på kopimaskinens A4-papir. Det er jeg så vant til, og det volder mig ingen nævneværdige problemer. Da jeg er færdig, samler jeg de tre artikler hver for sig vha. almindelige clips, som jeg har forsynet mig med i det aflåste skab i instituttets ene printerrum. Da det er gjort, lægger jeg artiklerne omhyggeligt i hvert deres plastikchartek og samler dem i et hjørne af skrivebordet. Jeg arrangerer de øvrige papirer, som ligger på skrivebordet, og anbringer pen og blyant i det krus, hvori jeg opbevarer mine skriveredskaber o.l. Det ser pænest ud.

lyden i mine ører

1. The Concretes, Hey Trouble, cd-album 2007, Licking Fingers.
2. Peter Bjorn and John, Falling Out, cd-album 2005, Riotplan (2007 extended re-issue, Wichita Recordings).
3. Peter Bjorn and John, Writer's Block, cd-album 2006, Wichita/V2.
4. Ron Sexsmith, 'Seem to Recall', på Whereabouts, cd-album 1999, Interscope/Warner.
5. Finn Brothers, 'Only Talking Sense', på Finn, cd-album 1995, Discovery Records.

21.8.07

semesterstart

Nu kommer de så småt, de smukke unge mennesker, selvsikre, sejrshungrende og med alle de muligheder, jeg selv har spildt. Nu kommer de, og hvad får de så? De får mig.

projekt

This is a sign.

marie fisker / kira skov




















Det var en afdæmpet og intens koncert, duoen Marie Fisker og Kira Skov leverede i søndags i præstegårdshaven i Lynge, med bl.a. fortolkninger af Johnny Cash og Gillian Welch. Og så gætter jeg på, at det ellers lydhøre publikum slog duoens personlige rekord i aldersgennemsnit med flere årtier. Også selv om jeg selv var til stede.

16.8.07

vilkår

jeg kunne tvinge en kamp
et bestemt sted hen med min forhånd,
jeg har altid drømt
om at eje en baghånd, den
blir ved med at gro i min drøm.

Jørgen Leth: 'Drømmen om at eje en baghånd.' Sportsdigte, 1967

vilkår

I det omfang, jeg har forstået det her korrekt, hvilket ikke er tilfældet ...

jeg er ingen tilhænger af sommer

Jeg er ingen tilhænger af sommer
dertil er den for varm
dertil er den for lummer

så enkelt er det

14.8.07

naturen

Disse evindelige forsøg på at holde naturen fra døren.

13.8.07

so it goes




















Jeg var en af de heldige, der boede i det rigtige sendeområde. Jeg så Granada-tv's senaftensprogram 'So It Goes' med Tony Wilson. Først på aftenen var han nyhedsoplæser. Siden forkæmper for den nye musik. Når han læste nyhederne op i 'Granada Reports' mærkede jeg altid spændingen. Jeg vidste jo, hvilken subversiv hemmelighed, han gik og holdt på.

Tony Wilson 1950-2007

jeg registrerer verden

Jeg registrerer verden omkring mig.
Jeg registrerer den mere eller mindre omhyggeligt.
Nogle gange ænser jeg den ikke.
Nogle gange kan jeg næsten ikke være fri for den.
I dag behager den mig indtil videre.
Jeg registrerer verden i det omfang den interesserer mig
i det omfang den gør opmærksom på sig selv.
Lige nu fx taler den fransk.
Det er dog kun et digt der afspilles i mine ører.
Jeg registrerer verden i vekslende omfang
og med skiftende intensitet
alt afhængigt af de vilkår der gælder
i lige præcis det øjeblik jeg registrerer verden.

blandt andre væsentlige og uvæsentlige begivenheder
















Jeg gravede kartoflerne op. Jeg vaskede dem i en spand ude på gårdspladsen. Siden spiste jeg af dem. De smagte godt.

9.8.07

kørselsretningen

Jeg foretrækker at rejse med ryggen mod kørselsretningen. Det opdager jeg i toget her til morgen, eller også har jeg vidst det længe, uden at være bevidst om det. Det kommer i hvert fald bag på mig. Det havde jeg ikke regnet med. At jeg var sådan indrettet.

8.8.07

blandt andre sagforhold

Der er opsat tre hvide kasser i gavlen på det hus.

7.8.07

et antal udsagn d.d.

Jeg stod op kl. 06.15 her til morgen.
Jeg er 46 år + 1 dag gammel.
Jeg iklædte mig hvid skjorte og blå cowboybukser.
Jeg var usikker på, om jeg skulle vælge sko eller sandaler.
Jeg kørte til stationen kl. 07.00 i en blå Peugeot 306 af ældre dato.
Jeg observerede intet usædvanligt under turen.
Jeg fornyede mit pendlerkort 30 dage frem.
Jeg betalte med Dankort.
Jeg svarede i lige måde, da ekspedienten ønskede mig en god dag.
Jeg stod på perronen kl. 07.15.
Jeg tænkte tilfreds på, at jeg havde valgt sandaler.