Sommerens sidste weekend byder på en sjælden lejlighed til at opleve den uforlignelige århusianske kvintet Larsen and Furious Jane i en koncert på Loppen i København. Torsten Larsens kunstneriske fortræffeligheder er før blevet mere end antydet her på disse sider. Lad mig så nøjes med at sige, at albummet Zen Sucker er et sandt moderne mesterværk, og at den lille koncertrække, der indledes på lørdag, varmt skal anbefales.