Vandringsmanden fra Fuglebjerg plejede gerne at stå tidligt op og overhælde sig med motorolie, inden han tog ud på landevejene. På et tidspunkt stod der et stykke i avisen, og han boede i en gammel rønne uden indlagt vand og el. Han tog bad i søen.
Så var det, at Vandringsmanden var væk i lang tid. Pludselig tænkte man, at det var længe siden, at man havde set ham derude. Man genkaldte sig denne høje, magre mand med det lange hår og skægget, det glinsende, sorte træningstøj og den lille rygsæk. Og gangarten: benene, der ligesom slog lidt ud til siden, når han gik.
Nu er Vandringsmanden vendt tilbage. Han er vist holdt op med det med motorolien. Jeg har på fornemmelsen, at han lever under ordnede forhold.
