noter ved et frokostbord

Der er næsten ikke noget, der kan få en til at føle sig mere fremmedgjort end at skulle orientere sig i et nyt kantinesystem. Her i Japan gelejdes man igennem af venlige, smilende og ikke mindst tjenstivrige mennesker, der tydeligvis sætter en ære i at få tingene til at køre, at få en til at føle sig velkommen. Man tilgår sit arbejde med en iøjnefaldende seriøsitet, en stolthed og et engagement, der synes at overgå alt, hvad man kan opleve på de hjemlige breddegrader. Det er noget, man lægger mærke til. En mindre hær af kantinedamer m/k, der ganske enkelt er til tjeneste. Hierarkiet er fastlagt, der er en tydelig lagdeling mellem køkkenfolket og professorer, men udtrykket er alt andet end udemokratisk. Alle har deres væsentlige rolle at udfylde, alle har deres at bidrage til kollektivet, hvilket påskønnes utvetydigt fra alle sider, uanset bidragets karakter. Der bukkes diskret, men tydeligt, på begge sider af disken. Jeg sammenligner uvilkårligt med vores egen demokratiske model, som i sammenligningen virker som et trist, kuldsejlet projekt, gået til i ulyst og ugidelighed.