12.12.07

osaka under jorden

Efter at have travet ca. 4 km ned af Midosuji-dori uden at have set andet mellem skyskraberne end banker, eksklusive kaffebarer og enkelte mærkevarebutikker i den meget dyre ende, opdagede jeg pludselig, at alt liv er flyttet ned under jorden. Her ligger der i kilometervis af underjordiske shopping malls, togstationer, og alt hvad hjertet ellers kan begære, når bare man er storbyjapaner. Det er jeg ikke. Men jeg gjorde et forsøg en halv times tid og nåede oven i købet ud igen, inden luften slap op. I hånden bar jeg en lille gul plastikpose fra Tower Records, som kunne tilbyde et udmærket udvalg af Fall-cd'er. Jeg købte denne. Så kan man lidt igen.