cykling

De få år, jeg kørte, var jeg en meget habil rytter, måske ligefrem god. Bekræftelsen kom, da jeg endelig traf beslutningen om at køre organiseret med andre ryttere i motionsklubben. Indtil da var det bare en fornemmelse, jeg havde haft, når jeg kørte mine ture alene. På træningsturene kom jeg hurtigt til at køre med de seje på hold 1, som oftest blandet med enkelte stærke ryttere fra hold 2. De kørte hårde intervaller. I løbene kunne jeg ikke holde trit med de allerstærkeste, men kom i næste geled eller lige efter. Jeg var i kraft af min forholdsvis lave kropsvægt især god på bakkerne. I de indlagte bakkespurter fandt jeg ud af, at jeg havde et antrit, som kun få kunne matche, om end jeg ind imellem godt kunne indhentes, inden spurten endelig blev afgjort. Tempokørsel var ikke min force. Det var andre, mere kropstunge ryttere, som oftest tog ansvaret, når vi skulle køre i vinden. Men når jeg var godt kørende, kunne jeg tage endog lange føringer, hvor jeg virkelig kørte igennem, og hvor jeg til tider endda måtte holde lidt igen, for at gruppen ikke skulle splittes. Som rytter bliver man altid enormt sur, når gruppen splittes unødigt. Nogle gange knoklede man over mange kilometer bare for at hænge på. Der var tale om en kraftudladning, der hensatte kroppen i en vedvarende stresstilstand: hjulet måtte ikke slippes, der måtte ikke opstå hul, for så var det slut. Og nu funderer jeg over erkendelsen – altid så pludselig – at nu kunne man ikke længere, nu skulle der slippes. Så var de over alle bjerge, og det var lige meget. Man hengav sig til restitueringen.