”Godaften, Måne, godaften, min ven”, hedder en gammel sang, der vist var på mode omkring århundredskiftet. (Døgnmelodier er lige så gode udløsere af erindring som lødigere musik!). Hvad teksten ellers går ud på, ved jeg ikke, men melodien åbner for et eventyrligt panorama: Jeg står sammen med min moder på toppen af en høj bakke i byens udkant, og vi ser Månen stige af havet i øst, stor og kanelrød, og mod måneskiven tegner sig silhouetten af en sort ås, samt – et lille øjeblik – af en vandrende skikkelse. Så har man set ”Manden i Månen” lyslevende – selv om man samtidig nok ved, at det kun var en ”tørvemand” for hjemgående med sin tremmekurv med tørv på ryggen.
Også dette billede indeholder for mig en sum af fundamental mytisk poesi. For eftertanken lader denne myte sig jo nok ”udlægge” – f.eks. sådan: Det aftenlige himmelrum, det umådelige hav, den tørvbærende jordbo på sin skikkeligt verdslige hjemfærd med de jordsorte tørv – det dagligdags jordnære i spændingsfyldt kontrast til det kosmiske og evige. Og det hele omfattet af denne venlige og varme, flygtige sang, som vel er faldet min moder på læben som et passende apropos til situationen.
Men således dechiffreret taber disse myter deres vingers egentlige poetiske sommerfuglestøv og bliver til litteratur, hvilket ikke er det samme, selv om også det jo er godt. De poetiske barndomsmyters inderste kerne unddrager sig verbal fortolkning. De har ligesom musik deres eget uafhængige og forborgne liv, med rødder dybt i sjælen og i al tings begyndelse.
[William Heinesen: uddrag af ’Godaften Måne – godaften, min ven’ (1971). Genoptrykt i samlingen af samme navn, Fiskers Forlag, 1989.]
Jeg kommer altid til at tænke på den gamle digter, når jeg ser sådan en måne som den i aften. Og på det lille rødmalede hus med de grønne vinduer på bakken oven for byens plantage.
Godaften, min ven ...
