hvad der sker, når jeg hører the undertones

Jeg lægger cd’en i afspilleren. Det er fredag aften. Jeg har indtaget et beskedent kvantum alkohol. Jeg betragter endnu engang pladens omslag. Hvid baggrundsflade, det kornede sort-hvide fotografi tilskåret, som var det ved et tilfælde. Enkle grønne blokbogstaver med bandnavnet i øverste venstre hjørne udgør omslagets eneste skriftlige information. Jeg studerer ansigterne. Nu kan jeg se, hvor unge de er. Bag dem et rækværk, og bag rækværket en stribe boliger af den særligt britiske slags, triste, slidte og uensartede, sammenbygningen til trods. Der er ingen antydning af den uro, der ellers hersker. De fem unge er tarveligt klædte og med et blegt og usundt udseende, som hører alderen, geografien og det sociale ophav til. Påklædningen samt den øvrige fremtoning signalerer klar afstand til enhver kommerciel hensigt. De sorte Dr. Martens støvler er et gennemgående træk og særligt fremtrædende i kraft af figurernes placering, siddende på muren og med benene hængende frit eller fremstrakte. Forsangeren, som i kraft af sin mere oprejste siddestilling synes fremhævet i forhold til de fire andre, er iklædt rullekravssweater og parkacoat i trekvartlængde. Blikket er svært skelende, et kendetegn. De fem ser direkte på fotografen og viser med en enkelt undtagelse tydeligvis glæde ved situationen. Det er uhøjtideligt og hverdagsagtigt. Allerede ved de første akkorder lader jeg mig rive med af sangens fremdrift. Guitarerne er insisterende og tempofyldte. I stemmens vibrato en hel ungdom. Jeg tilsidesætter samtlige mine frustrationer.