30.9.06
Hamilton
Apropos de svenske krimier. Som så mange andre slugte jeg i sin tid Jan Guillous gigantiske Hamilton-serie om Sverige og svensk sikkerhedspolitik i særdeleshed. Det var ganske enkelt fremragende. I tiende og sidste bind, En medborgare höjd över varje misstanke, flygter Hamilton fra sit fængsel og tvinges i landflygtighed i Californien, hvor læseren møder ham kortvarigt i det lille efterskrift Hamlon. Nu er han tilbage, og efter alt at dømme er Madame Terror (den håbløse titel til trods) absolut et bekendtskab værd – ja, Informations anmeldere (her) kalder ligefrem bogen et mesterværk. Hamilton har naturligvis været udsat for forskellige filmatiseringer. De første var gode, de seneste rædsomt perverterede i forhold til oplægget. Stellan Skarsgård var en uhyggelig, dæmonisk Hamilton i bl.a. Coq Rouge og Den demokratiske terroristen. Peter Haber – som bl.a. senere har brilleret som Martin Beck – fremhævede det livstrætte og sørgmodige i Fiendens fiende, mens Stefan Sauk var den årvågne militærmand i det meget lidt vellykkede Vendetta. Filmkunst er det ikke ligefrem, men førstnævnte indspilninger kan anbefales.