tanker i nærheden af et undervisningslokale

Om ganske få timer står jeg endnu en gang foran 30 mere eller mindre forventningsfulde unge mennesker i et undervisningslokale og skal præsentere dem for den disciplin i deres uddannelse, som netop jeg antages at være særlig velegnet til at stå for. Efterfølgende skal jeg undervise disse mennesker – og mange, mange flere af deres studiekammerater – i et forløb, der i første ombæring strækker sig over hele efteråret. Der er visse ting, jeg bliver afkrævet i den situation, uden at der nødvendigvis sættes ord på kravene. Det er ikke småting. Bl.a. er det meningen, at jeg skal være dynamisk og udadvendt, jeg skal være vittig og vidende, og jeg skal kunne omsætte den viden i en klar og effektiv pædagogisk praksis. Endnu har jeg rigelig tid til at pakke mine ting og vende ryggen til alle disse krav. Jeg kunne forlade huset og tage hjem. Jeg kunne bruge dagene på at lægge spændende fremtidsplaner sammen med min hustru. Jeg kunne hente min søn og tage op i skoven for at lede efter duehøgens rede, eller vi kunne sidde og spejde ud over søen, uden at foretage os noget særligt. Jeg kunne køre ud i lufthavnen eller til banegården og rejse væk fra det hele, f.eks. til filmfestivalen i Venedig eller til Argentina eller Chile. Jeg kunne sige mit job op og søge ind til postvæsenet, eller jeg kunne starte min egen virksomhed, hvad det så skulle være. Men jeg ved, jeg gør ingen af delene, ikke i dag. Jeg tager mig sammen, lukker øjnene og tager mig sammen. Og tænker igen, at jeg skulle have gjort noget ved det, dengang det kunne afskrives som ungdomspjat.