watendlath

Watendlath er et stednavn. Ifølge webleksikonet Wikipedia er Watendlath ”a group of houses in Cumbria in England”, og etymologien er, som det vist tydeligt fornemmes, oldnordisk: ”water-end-barn”. Disse sparsomme oplysninger yder stedet dog på ingen måde retfærdighed. Jeg har nemlig været i Watendlath engang. På et tidspunkt i min barndom besluttede min far sig for, at han i hvert fald i sine ferier ville være friluftsmenneske og tage på vandreture i det storslåede nordengelske naturområde, som kaldes The Lake District. Området ligger umiddelbart syd for mine forældres – og min – fødeby, men jeg forestiller mig ikke, at min far har haft mulighed for at stifte andet end flygtigt bekendtskab med området, dengang han selv var ung. Fritidsbegrebet, som vi kender det i dag, var jo ikke opfundet, og familien har på ingen måde tilhørt det sorgløse befolkningssegment, som har kunnet fornøje sig ved at eje bil. Desuden har der været krig. Som voksen har han formentlig båret på et ønske om omsider at kunne nyde af sit barndomslands store uudforskede natur, og måske for en stund overgive sig i en slags frihed. Det var på en af disse vandreture, at vi kom forbi Watendlath. Det var sommer, og den lille samling huse har vel tjent som udgangspunkt for vores vandring i det centrale fjeldområde. Her ved mit skrivebord læser jeg mig frem til, at flækken ligger ret isoleret i den store dal, og at den gennemstrømmes af bækken, der løber ud fra bjergsøen, der kaldes Watendlath Tarn. Det stemmer alt sammen overens med mine erindringer om stedet, som især knytter sig til afslutningen på vores fjeldvandring. Det har været varmt, og vi har vel vandret det meste af dagen. Jeg husker ikke, om det var mig eller min lillebror, der har plaget om lov, eller om det hele bare skyldtes et spontant indfald fra min fars side. I hvert fald sprang vi i bækken med det kolde, krystalklare vand. Vi svømmede under vandet og dykkede efter sten, alt imens min mor stod og fulgte med i vores leg oppe fra bredden. Måske har også hun følt en snert af lykke ved det løjerlige syn. Min far er for længst død, jeg lærte ham aldrig at kende. Men jeg kunne nu godt tænke mig at se Watendlath igen.