Swagger!

I sine tidligere udgivelser synger Allan Olsen fint og indlevende om de små byers mytologier. En særlig finurlig skildring er Staklernes Hus, som hos mig altid fremkalder erindringen om Swagger. Sådan blev hun kaldt. Hvad hun egentlig hed, var der ingen, der vidste, men det var en kendt sag, at hun i virkeligheden var velhavende. Hun kørte rundt i en ramponeret Landrover læsset med en 3-4 labradorer. Havde jord i nærheden med et par heste gående i en fold. Gik altid i det samme snavsede jagttøj og så ud som om, hun ikke havde været i bad i årevis. Retfærdigvis må det siges, at netop den hypotese måtte forblive ubekræftet al den stund, at væmmelsen forhindrede os i at komme så tæt på, at det ville kunne afgøres på fx lugten. Hun boede nede på promenaden i et stort, gammelt hus. Vinduerne var sorte af snavs. Der hang enkelte lasede netgardiner, som vel nok havde været hvide engang. En enkelt gang dristede vi os derhen en sen aften. Gloede forsigtigt ind ad køkkenvinduet, usikre på, hvad vi egentlig kunne forvente os af gruopvækkende rædselsbilleder. Jeg husker, at vasken var fyldt med tilfældigt stablede tallerkener og krus. Der var skidt og møg over det hele, var vi enige om bagefter. Og ganske som i sangen en nøgen pære, der lyste ned fra loftet og hen over et lille bord. Da vi løb derfra, råbte vi hånligt hendes navn ud i mørket, så det rungede over marsken.