Ystad. Wallander. Lejligheden i Mariagatan. Jussi Björling og Maria Callas. Søvnen, der nægter at indfinde sig. Sammenhængen, der ikke kan ses, selv om al erfaring siger, at den må være der et sted. Det møjsommelige, uophørlige politiarbejde skildret ned i detaljen. Grublerierne. Kærligheden, der til stadighed udebliver. Frustrationen. Utilfredsheden. Den dybe, tunge søvn, der pludselig overmander. Mobiltelefonen, der river søvnen itu. Og så står man dér på en pløjemark i Skåne med et lig, mens regnen tager til.
Jeg er storbeundrer af den svenske krimitradition. Henning Mankells romanserie om kriminalkommisær Kurt Wallander lægger sig stærkt i baghjulet på Sjöwall & Wahlöös skelsættende ti-bindsværk. Samfundskritikken er dog mere neddæmpet, og romanerne finder også slægtskab med nyere britisk tradition. Serien er da også uhyre populær i Storbritannien, hvorfra det forlyder, at samtlige ni romaner er tænkt filmatiserede on-location i Sydsverige som ny storsatsning efter Morse.
Jeg har ikke set de nye svenske film med Krister Henriksson i hovedrollen, som Mankell har skrevet særskilt til mediet. Efter sigende er de glimrende. For mig er Wallander lig med den store svenske skuespiller Rolf Lassgård, som nu har haft hovedrollen otte gange. Især den første filmatisering Mördare utan ansikte, som SVT i Malmø stod for, er formidabel i al sin skånske autenticitet, og Lassgård bliver ved med at lægge nye lag på figuren. Senest i Steget efter. Som jeg altså så på DVD i aftes.
