Bladrer igennem Bo Green Jensens essaysamling Ind i det amerikanske (Borgen 1992) og opdager et kapitel om Richard Brautigan. En ”fortvivlet amerikansk humorist”, som jeg næsten helt havde glemt. I begyndelsen af firserne læste jeg det meste af det, han havde skrevet, enkelte stykker har jeg stående på reolen endnu. Jeg finder frem til So The Wind Won’t Blow It All Away, vistnok hans sidste roman, før han skød sig i hovedet i 1984. Jeg tror, jeg læser den igen.
Richard Brautigan var en stor, godmodig, mere end almindelig svært drikkende amerikansk humorist af den kynisk snusfornuftige type, der af en eller anden grund trives bedst i Amerika, fra Twain og Bierce til Pynchon og Vonnegut.
Til det med alkohol kan man vist roligt tilføje: euforiserende stoffer.
