pendler

Jeg tager næsten altid toget. Jeg har min faste plads på perronen. Jeg stiller mig dér, hvor jeg ved, at jeg får mindst mulig afstand til dørene, når toget holder. Desuden har jeg efterhånden en temmelig veludviklet fornemmelse for, hvor i toget hvilekupéen er placeret, og det har også indvirket på mit valg af ståsted. Dog kan vejret ind imellem ændre på mine vaner således, at jeg kan være nødt til at søge læ i perronens læskur. Hvis det virkelig regner, kan vi være mange, der forsøger at finde plads netop dér. Når toget kommer, søger jeg som regel ind i hvilekupéen, men det stiller jeg ikke som et krav, medmindre jeg skal til at læse eller på anden vis koncentrere mig, f.eks. fordi jeg skal gennemgå noter mhp. formiddagsundervisning. Når jeg går ind i kupéen, spejder jeg straks efter en ledig plads, helst to pladser ved siden af hinanden, således at der er mulighed for at sidde helt for sig selv. Som oftest sidder jeg og hører musik på min mp3-afspiller. Før i tiden havde jeg en almindelig cd-afspiller, men den nye digitale teknologi har unægteligt gjort det nemmere, hvad angår at skulle transportere et passende udvalg. Undervejs kan man ikke helt lade være med at betragte sine medpassagerer, og på samme måde forestiller jeg mig, at jeg selv bliver betragtet. Er der øjenkontakt, ser vi som regel straks væk, for blufærdigheden skal selvfølgelig respekteres. Mange af mine medpassagerer sidder fordybede i f.eks. gratisaviser, men det gør jeg ikke. Det mest irriterende er, når man kommer til at sidde sådan, at synsfeltet forstyrres af dvd-film, der afspilles på bærbar pc. Medmindre man lukker øjnene helt, kan man jo ikke lade være med at registrere flimmeret, og det sker, at man til og med bliver draget kortvarigt ind i filmen helt imod sin vilje. Der er som regel tale om dårlige amerikanske actionfilm. Det er altid mænd, der holder sig beskæftigede på den måde under turen. Jeg synes, at DSB bør kigge på det, ligesom de har gjort det med mobiltelefonerne, som jo kun må være stillet på lydløs i hvilekupéen og i øvrigt ikke må benyttes til samtale. Somme tider falder jeg i søvn, inden jeg når frem til min destination, men det sker mest på hjemturen. Selv om jeg har rejst en del år med tog, har jeg kun sovet over mig én gang. Det skete faktisk for nylig, at jeg måtte fortsætte til den næste station og derfra tage et andet tog tilbage igen. Apropos mine medpassagerer. Det sker meget sjældent, at man udveksler ord. Nogle gange ser man et af de kendte ansigter i en helt anden kontekst, f.eks. i Netto, og så bliver man altid lidt overrasket. Men der gælder de samme regler for samtale og øjenkontakt i f.eks. Netto som i toget. Vi når lige netop at registrere hinandens tilstedeværelse uden for de vante omgivelser, og så ser vi ellers væk. Inderst inde, mærker jeg altid en slags fællesskabsfornemmelse, når det sker, også selv om det forbliver uudtalt.