substans

Fremtidsforskeren siger, at vi i 2007 vender ryggen til det materielle til fordel for substansen. Det er fint med mig. Men må jeg ikke få en iPod, inden vi går i gang?

altid

Hussein skal henrettes, der er for og imod, der bliver ramaskrig, der bliver ballade. Huset skal ryddes, der er for og imod, der bliver ramaskrig, der bliver ballade. Staden skal lovliggøres, der er for og imod, der bliver ramaskrig, der bliver ballade.

Der er altid noget.

tigger

Den autoriserede tiggerstilling i Prag er halvliggende på knæ, kroppen fremstrakt, vægten placeret på albuerne, med underarmene en anelse hævede og håndfladerne samlede i bøn. Tiggerskålen placeres lige ud for de foldede hænder. Der er klare religiøse overtoner. Der behøves ingen skiltning til forklaring på den tiggendes ærinde. Man har overgivet sig fuldstændigt til ydmygelsen, formålet er nærmest eksplicit.

Endnu ikke observeret på Nørreport Station.

arkaden

Kom, lad os gå i hundene.

wittgenstein VI

Wittgenstein holder sin første forelæsning på Cambridge den 20. januar 1930. Emnet for denne og samtlige andre forelæsninger, han kom til at holde, var "Filosofi". Hvilken anden titel kunne man forestille sig, spurgte han retorisk. Wittgensteins forelæsningsstil beskrives i bl.a. Gunnar Frederikssons biografi Wittgenstein (Munksgaard, 1994):

Forelæsningerne er ofte blevet beskrevet. Wittgenstein ønskede kun et lille antal tilhørere, som skulle forpligte sig til at deltage i det mindste et helt semester, men helst flere. "Ingen turister," sagde han. Mange sprang fra, fordi de intet forstod, men en lille flok holdt ud. Også etablerede filosoffer kom til timerne, bl.a. G. E. Moore. Wittgenstein tolererede ikke, at nogen kom for sent, og skete det alligevel, kunne det udløse et vredesudbrud. Han forberedte sig omhyggeligt, men talte uden manuskript, ofte langsomt og eftertænksomt, sommetider med pauser hvor han bare tænkte, og hvor der var dødstille. Han sagde, at han engang havde prøvet at skrive et manuskript, men at ordene forekom ham som "lig", når han skulle læse dem op.

[…]

I 1931 flyttede Wittgenstein forelæsningerne til sin bolig på Trinity. Der blev båret stole ind fra andre værelser eller fra gangen, og af og til måtte tilhørerne sidde på gulvet. Selv sad han på en stol midt i rummet. Alle var bevidste om hans uhyre koncentration. Han anstrengte sit intellekt til det yderste. Norman Malcolm har tegnet et billede af situationen: "Han talte udmærket engelsk, med en dannet englænders udtale, men med enkelte germanismer i sætningskonstruktionen. Ordene flød ikke fra ham, men kom med stor kraft. Alle, der hørte på ham, vidste, at han var en enestående person. Ansigtet var påfaldende bevægeligt og levende, mens han talte, øjnene dybe og stærkt udtryksfulde."

Ofte var han så udmattede efter sine forelæsninger, at han gerne tog nogle af tilhørerne med i biografen, fortæller Malcolm. Wittgenstein sad altid på første række, fordi han var nærsynet og ikke ville bruge briller, og han blev helt opslugt af filmen, uanset hvor banal den var. Carmen Miranda og Betty Hutton skal have hørt til hans favoritter.

Wittgensteins påklædning var som nævnt anderledes end andre universitetslæreres. Den var yderst enkel og bestod af flannelsbukser, opknappet skjorte, trøje, jakke eller læderjakke. Udendørs bar han hue og brugte næsten altid spadserestok. "Ingen kunne forestille sig Wittgenstein i jakkesæt og slips," skriver Malcolm.

De studerende begyndte mere eller mindre at imitere Wittgenstein. De tillagde sig hans måde at diskutere på, hans manerer, gestus, spøgefuldheder, udtale og udråb. […] Der opstod også legender om Wittgenstein, fx – for at nævne en af de mindre dramatiske – at han lå på gulvet, når han forelæste.

Mark E Smith reading the football results

ang. the Fall

Hvad The Fall angår, er jeg med på det hele. Mark E Smith kunne sågar læse fodboldresultaterne op.

The Fall - Kicker Conspiracy

Turf Moor, Burnley. How flair is punished!

optaget

Ræk mig høretelefonerne. Jeg er optaget vinteren ud.

mareridt

Post-anorak nightmare.

lyd

Stopper op på gårdspladsen sidst på eftermiddagen. 200 måger i lav højde på vej ned mod søen. 400 vinger, der simultanflytter luft, 1. juledag 2006.

Split Enz - Bold As Brass (1977)

Jeg så et billede af Split Enz i NME en dag i 1977. De skulle spille samme aften på Eric's i Liverpool, og så tog jeg derind. Åbningsnummeret var Bold as Brass, ligesom på albummet Dizrythmia, som lige var udkommet. Et par mindre hits blev det til i England, men i hjemlandet New Zealand og Australien var de mega. Lillebror Neil Finn var lige kommet med. Senere dannede han jo det ufarlige, uhippe, men ikke desto mindre temmelig gode Crowded House. Og fik snart selskab af sin mere kantede og - synes jeg - mere spændende storebror Tim Finn, ophavsmand til Split Enz. I 2005 udgav de som Finn Brothers et fremragende album. Og Tim Finn er netop nu pladeaktuel med Imaginary Kingdom. Vi er ovre i kategorien melodiøs sangskrivning punktum. Et godt sted at komme i ny og næ trods alt.

fin

Jeg bemærker litteratens forkærlighed for adjektivet fin. Det er dagens observation. Det er, hvad det kunne blive til.

primo-1980erne

Newcastle primo-1980erne. Lipman Building, senere Northumbria University. BA Creative Arts (Drama & Creative Writing). Community theatre. Richard Stourac og Kathleen McCreery. Workers' theatre. Writers' workshop. Jeg genså stedet for nylig. Jeg arbejder på at indplacere det i en kontekst, der giver mening for mig. Jeg holder det op mod det selv, jeg er blevet. Måske tog jeg det alligevel med.

yderligere en betragtning om altings foranderlighed

Prags suverænt største pladebutik er vel nogenlunde på størrelse med personaletoilettet i Fona, men alting taget i betragtning er det ikke svært at bære over med, at de gerne vil kalde sig for en Megastore. Selv købte jeg bl.a. 3 Fall-cd'er. Ikke til at opdrive herhjemme.

gris

Sortbroget landsvin. Det er en fremragende gris.

nummererede forestillinger

1. Jeg læser How to Read Wittgenstein i toget og bliver usikker igen.
2. Jeg forestiller mig, hvordan jeg forlader et hotel en tidlig morgen, uden at vide i hvilken by eller i hvilket land jeg befinder mig.
3. Jeg er bevidst om omgivelsernes tilstedeværelse og udsætter mig for deres påvirkning.
4. Jeg bliver usikker igen.

Bilka

Anders i Diverse.

analyse

Vel hjemme fra Prag falder jeg over denne hylende morsomme ytring i dagens avis:

Der er et utroligt stort potentiale i det hus for at kunne skabe sociale forandringer i samfundet. Det bliver interessant at se, hvad der kommer til at ske i København, men også i andre nordeuropæiske storbyer de næste fire til fem år. Der vil komme reaktioner på de velfærdsforringelser, som den danske regering og andre regeringer foretager i øjeblikket. En del af befolkningen vil blive efterladt; de får det svært, og netop det vil blive til et projekt for befolkningen. Der vil i forlængelse af det opstå nye kampe, og der vil blive sat spørgsmålstegn ved den kapitalistiske samfundsorden.

Ophavsmanden er 23 år og autonom aktivist i bz-miljøet i Berlin, hvor han læser filosofi. Men måske ikke særlig meget.

jul på torvet

1. Julemarked med hjemmelavede lækkerier på torvet i Prag. Bl.a. en slags sukkerbrød. Dejen røres, mens vi venter, hældes ud og steges i et par minutter. Det er jo kun én gang om året, derfor gør vi os umage, for det skal være godt.
2. Juletræet skal tændes på torvet i den danske provins. Der er æbleskiver. Faktas de billigste. Ind i mikroovnen, højst et par minutter. Det er jo kun én gang om året, så det gør ikke noget, at det smager ad helvede til, bare det er nemt.
3. Der er kø begge steder.

Men bortset fra det, finder jeg Mik Schacks tv-program infamt irriterende.

prag (kausalitet)

Prag, 2 grader, skinnebensbetændelse: ølstuer.

betragtninger over altings foranderlighed

1. Jeg var her i 1988. Nu er jeg her igen. Sporvognene er de samme.
2. Ovenstående fik jeg aldrig læst, men i dag har jeg købt den. Desværre uden grafikken.

prag

Prag. 2 grader. Skinnebensbetændelse. Ølstuer.

wittgenstein V

Han lokkes tilbage til Cambridge, i hovedsagen fordi, han nu mener, at Tractatus bygger på et forkert grundlag. Han vil ind i sprogets dagligdag, ind i dets mystik, væk fra logikken. Økonomien er en knude, formuen er foræret væk. For at løse problemet skal han tildeles et doktorat på grundlag af Tractatus. Den 18. juni 1929 er der offentligt forsvar. Opponenterne er Russell og Moore. Russell erklærer som det første, at han aldrig har været med til noget så absurd, men spørger pligtskyldigt doktoranden, hvordan han kunne hævde, at han klargjorde sandheder gennem sætninger, som han samtidig mente var meningsløse. Wittgenstein svarer, at det skal d’herrer ikke bekymre sig om, de ville alligevel aldrig komme til at forstå det. Forsvarshandlingen afsluttes straks derefter. Wittgenstein er et geni, skriver Moore i sin indstilling, "men bortset fra det, opfylder han givetvis kravene til en doktorgrad ved Trinity College." Med titlen følger et stipendiat, og Wittgenstein flytter ind i en beskeden lærerbolig. Den består af to værelser. Visse steder klistrer han sorte papirstrimler på vinduerne, således at de antager de rigtige proportioner.

you tell me that you've heard every sound there is ...

wittgenstein IV

Han vender tilbage til Wien og til livet. Søsteren Gretl vil bygge et hus. Han træder ind som arkitekt og overtager hurtigt projektet. I officielle sammenhænge beholder han titlen i flere år. Huset ligger mellem Parkgasse og Kundmanngasse. Finnen von Wright, hans senere elev, skriver: ”Dets skønhed er af samme enkle og statiske art som sætningerne i Tractatus.”

njus 2

njus

I sin klumme i Politiken i dag skriver Kjeld Hybel meget skarpt om nyhedskanalen TV 2 News. Jeg kan ikke helt lade være med at bringe et lille uddrag.

Allerede på premieredagen fik vi at se, hvad den maskine [News-helikopteren] er værd. Historien om krigsfangerne i Afghanistan udviklede sig højspændt dramatisk fra time til time. Det lykkedes News at fravriste statsminister Fogh en kommentar inde på Christiansborg.
- Jeg vil ikke sige noget, sagde Fogh. Direkte.
Tilfældigvis skulle han lidt senere i krydsild ude hos TV 2 News i Sydhavnen. Et helt utroligt heldigt sammentræf, som tv-stationen fik det bedste ud af. Helikopteren blev dirigeret i stilling. Nu havde Divya Das afløst Natasja Crone i værtstolen:
- Og så skulle vi gerne have nogle billeder af Anders Fogh Rasmussens bil, der er på vej herud til TV 2 News …
Jeg så nogle grå og flimrende billeder taget fra luften af noget, der lignede asfalt.
- … Nå, det har vi ikke …”, sagde Divya. Så tager vi noget finans.
Men finans-indslaget blev hurtigt afbrudt. Der var nyt om Fogh. Luftbilleder af hans bil ved indgangen til tv-stationen. Desværre var statsministeren vist allerede gået ind, sagde speakeren. Klip til et hoppende kamera, der pegede mod gulvet i et kontormiljø.
- Vi ser faktisk billeder fra vores reception …, lød det.
Til sidst lykkedes det gudskelov nyhedsjægerne at fange Fogh med et kamera, mens han trampede hen mod studiet. Dramaet kulminerede, da han endelig nåede frem til krydsilden og blev spurgt, om han havde vidst noget om de torturerede krigsfanger i Afghanistan.
- Det vil jeg ikke sige noget om, svarede Fogh.

Det kunne være, man alligevel skulle tune ind, det lyder sgu meget underholdende. Tillykke, TV2! Tillykke, Danmark!

blindness

Åløb gennem landskab. Pirrupshvarre.

Lien ved Blokhus, malerens arbejdssted om sommeren og efteraaret, ligger højt over havet. Gaar man paa stranden, som her er bredere end alle andre steder langs Jyllands vestkyst, ser man ind over dyrkede marker mod den høje klit, som løfter sig stejlt under Vendsyssels mægtige himmel. Og dér, højt oppe, ligger Liens to længer, stuehus og atelier, begge kalket i en sart, dirrende rosa farve, man ellers kun synes, man har set i Syden. De lyser langt bort i deres festlige skønhed.

Indenfor er svalt, med blomster alle vegne i krukker og glas, vilde planter som gror taalmodigt paa disse sandede jorder. Og paa væggene i atelieret blomstrer de senest malede lærreders farver mod de silkegraa vægge. Man hører altid blæsten gaa i tage og spær. Beliggenheden er barsk, selv om sommeren, men paa et bord i stuen staar brændevinsflasker, hvis indhold er tilsat urter fra klitterne og plantagen, malurt, porse, og enebær. En morgendram, og man er klar til at rykke tidligt ud i landskabet, som frister med sin uforanderlige tørre farveskala under det tindrende lys.

[Ole Wivel. Maleren og hans motiv. Notater om Axel P. Jensen til et udvalg af hans billeder. Boghallen, København, 1966.]

På min væg hænger der et maleri af Axel P. Jensen. Åløb gennem landskab. Pirrupshvarre står der med falmede bogstaver. Jeg er meget glad for det billede.

playlist p.t.

1. The Fall. 50,000 Fall Fans Can’t Be Wrong. 39 Golden Greats. (2CD-album. Sanctuary, 2004).
2. The Fall. The Real New Fall LP (formerly Country on the Click). (CD-album. Action, 2003).
3. Larsen and Furious Jane. I Wouldn’t Sit At Home And Take It. (EP-download. Morningside Records, 2002: http://morningsiderecords.dk/features/lfj_ep.asp).
4. The Aluminum Group. Motorcycles. (Fra cd-albummet More Happyness. Wishing Tree Records, 2004. Downloadet fra http://www.thealuminumgroup.net/site.html).

perverted by language

kort betragtning om tid

Jeg har skrevet to afhandlinger. Hvad der står i dem, har jeg glemt. Og når jeg en sjælden gang slår op i dem, forstår jeg ikke, hvad det er, jeg har skrevet. Der er så meget, man lægger bag sig.

og atter nyheder

"Brillen er et godt sted at arbejde rent signalværdimæssigt."

nyheder

"Så er der kun godt 112 timer til, at TV2 News går i luften."

e-fragmenter

1.
Udsigelsespositionen
som i enhver henseende er ustabil
er stadig den samme
[ikke-samme]:
Endelig er Grotrian postmoderne

2.
Jeg’et udbasunerer sin glæde ved at sige ”kneppe”
Jeg ærgrer mig helt over ikke at have taget noget Saarikoski med til Rom alligevel

avantgardistens slagsang

I am the avant-garde / I am the forerunner / Follow me / I am the avant-garde / You will stagnate / You will become dormant / You will become merely craft / Follow me / I am the forerunner / I am the avant-garde / I will open the pathway / For you to follow / I am the forerunner / I am the avant-garde

hvis nu jeg var avantgarde

Hvis nu jeg var kunstner, hvis nu jeg var avantgarde, var jeg nok for forlegen til at sige, at jeg var det. Og så er man det nok ikke. Medmindre man er det.

kicker conspiracy igen og igen

Fodbold foregår i mudder og regnvejr i det nordlige England. Holdene hedder f.eks. Burnley og Doncaster Rovers. Frisuren er aldeles underordnet, og fjernsynet kigger ikke med. Alt andet er gejl.

wittgenstein III

I bøndernes øjne var han altid ejendommelig, en fremmed. Den tarvelige påklædning til trods, har han vel aldrig været andet end den sofistikerede excentriker fra Wien, præget af sin dannelse og familiens ufattelige rigdom, og med alle de finkulturelle tilbøjeligheder, der nu engang har gjort sig gældende i et sådant miljø. Og så havde han foræret hele sin formue væk for at hellige sig denne simple og ukunstlede tilværelse. Nu var han her med sine mærkelige ideer, sin besværlige facon, hele sin Fremdheit. Gjorde krav ikke blot på børnenes tilstedeværelse, men også deres nysgerrighed. Det var ikke kun drengene, også pigerne skulle lære. Men den reformerede pædagogik, han medbragte, ledsagedes ikke sjældent af hidsighedsanfald og korporlig afstraffelse. Der har givetvis været en betragtelig mytedannelse. Sikkert er det dog, at han i april 1926 forsvinder i ly af natten, efter at han den foregående eftermiddag under et voldsomt raserianfald har slået den 11-årige elev Josef Haidbauer halvt fordærvet. Tilfældet Haidbauer. Wittgenstein er nu helt nedbrudt. Han dukker op i et kloster, hvor han beder om at blive optaget som munk, men bliver afvist. I stedet tager han igen arbejde som havemand, nu ved klosteret i Hüttelsdorf. Han bor i redskabsskuret.

jesper skibby

Jesper Skibby er en af feltets flotteste ryttere, en af de store specialister. Han er fanden-i-voldsk, men han er meget følsom, og når han ikke tror tilstrækkeligt på sig selv, så vil det ikke lykkes for ham. Det er hans skæbne som cykelrytter [...] Hvis han ikke var så nervøs en rytter, ville man kunne drømme om at se ham fremme og helt klar i afslutningen af et verdensmesterskab. Absolut inden for hans reelle rækkevidde.

[Jørgen Leth. Den gule trøje i de høje bjerge. Gyldendal, 1995]

Jeg har altid godt kunnet lide Jesper Skibby. Helt anderledes menneskelig end f.eks. Riis og Armstrong. Og blottet for f.eks. Sørensens selvsikre flamboyance.

wittgenstein II

1919. Wittgenstein er færdig med at skrive Tractatus. Han mener nu at filosofiens grænse er nået. Nu kan han leve det liv, han anser for det eneste rigtige, og der går 10 år, før han vender tilbage til Cambridge. Nu ernærer han sig som skolelærer i de østrigske alper, i perioder som havemand. I landsbyen Puchberg am Schneeberg er Wittgenstein "først logerende hos fru Ehrbar i et relativt rummeligt og bekvemt værelse, der var specielt indrettet til ham. Men Wittgenstein syntes, det var alt for luksuriøst og flyttede i stedet ind i et andet hus, hvor han boede i et tidligere vaskerum, et fugtigt, mørkt, trangt og koldt rum." Her besøger den unge logiker Frank Ramsey ham i to uger i september 1923. Ramsey skriver til sin mor:

Wittgenstein underviser på byens skole. Han er meget fattig, i det mindste lever han meget spartansk. Han har et lille hvidkalket værelse med en seng, en kommode, et lille bord og en hård stol, og det er alt, hvad der er plads til. Hans aftensmad, som jeg delte med ham i går aftes, består af helt uspiseligt hårdt brød, smør og chokolade. Hans timer ligger mellem 8 og 12, og han synes at have fri hele eftermiddagen. Han ser yngre ud, end han rimeligvis er; men han siger, han ser dårligt og er forkølet. Han forekommer atletisk. Når han skal forklare sin filosofi, bliver han ophidset og foretager vilde bevægelser, men slapper af igen med en charmerende latter. Han har blå øjne.

Wittgenstein er da 34 år gammel.

[Kilde: Gunnar Frederiksson. Wittgenstein. Munksgaard, 1994]

wittgenstein I

Den unge Wittgenstein står på sletten oven over Lancashires nyindustrialiserede dalstrøg. Han er ikke alene, men i selskab med en studiekammerat fra ingeniørstudiet i Manchester. Sammen holder de fast i og fremviser den drage, som Wittgenstein har tegnet og bygget, og som den dag i dag kaldes Wittgenstein-dragen. Det er gråt og diset, eller måske er det bare årene og det grovkornede fotografi. Under alle omstændigheder er de to skikkelser iklædt jakkesæt. Begge ser de ind i fotografiapparatet og præsenterer beskueren for beregningernes bedrift. I baggrunden anes det gæstgiveri, hvor de to kammerater har tilbragt nogle dage i hinandens og ingeniørkunstens selskab. Man aner en fremtid, hvori maskinen medtænkes som dominerende islæt. Det er inden logikken fører ham hen til Russell i Cambridge.

wittgensteins blik

Jeg betragter Wittgensteins blik: verden er et poetisk projekt.

IC 908 varighed 0:57 [dsb og mark e. smith]

And I'm totally wired! / på den strækning kortet dækker / uh-totally wired! / i en gyldighedsperiode / t-t-t-totally wired!

and I'm always worried / and I'm always worried

kicker conspiracy!

Kicker! Kicker conspiracy!
Kicker! Kicker conspiracy!
Kicker! Kicker conspiracy!

Denne trang til at messe
Kicker! Kicker conspiracy!
i undervisningslokalet i stedet
for adjektivfrasens syntaktiske funktioner
og hvad det ellers
hedder

Stemmen knækker!

Kicker! Kicker conspiracy!
Kicker! Kicker conspiracy!
Kicker! Kicker conspiracy!


Jeg lytter som sagt til The Fall p.t.

moderne tider

Jeg lytter til The Fall p.t. Og skriver f.eks. 'The Fall' i Googles søgefelt og finder tekster og ting og sager, som man jo gør, når man skriver noget i Googles søgefelt. Og jeg har også tænkt på Bob Dylans seneste plade, fordi den stadig ligger på min mp3-afspiller, til trods for at jeg ikke rigtig gider høre den og faktisk har tænkt mig at slette den til fordel for f.eks The Fall. Og så falder jeg over noget, som Mark E. Smith åbenbart har udtalt for nylig (kilde), og som jeg bringer her:

I think he rocked in the mid-'60s and that was about it. I just find his lyrics extremely annoying. It's like 'the moon in June', it's a rhyming dictionary. It means nothing to me. I'm allergic to it. How would I compare my writing style to his? Hopefully not at all. I used to like a lot of New York prose, and Dylan adapted it into a phoney working-class thing that I don't think is really him. I liked Ginsberg, Burroughs, Delmore Schwartz. They were taking a lot more chances. I think the fact that so many buskers like playing Dylan's songs says his songs are a bit cheap. He did eight-minute songs, which was new at the time. But I remember when 'Hurricane' came out you'd go round people's houses and they'd play the whole fucking thing. lt's about 20 minutes long. I'd rather listen to avant-garde German music for that long, or Beethoven. I also had the unpleasant experience of playing just before him, at Glastonbury. There were 15,000 Dylan fans there and about 500 Fall fans. I was so depressed, I walked off and fell asleep the minute he started playing. Vic Reeves came up and said 'Come on, Mark, you're missing Dylan.' I told him to go away. I don't think he's spoken to me since. For John Cooper Clarke's generation, Dylan was all about, 'And they shouted traitor to him in Manchester...' But for me, those older rock stars were the enemy. And that music still has too much influence. Even new members of The Fall play Bob Dylan on their fucking iPod. I find it so depressing. And now he's No 1 in America again. That says a lot, doesn't it? We play with a lot of American groups at festivals, and you can see his influence. They go down one channel. It's all about women, and it's all about politics. And it goes nowhere. But these groups are so grateful to play with him. It's because he gives off a very serious, humourless New York sort of mentality. You have to be like that in America, if you want to be taken as a serious lyricist. But I can't stand that sort of reverence. In my group, they keep fucking staring at me. And I'm always, 'Look front..,' I don't like to see that sort of attitude in a musician.

Jeg tror også, jeg har fået det sådan efterhånden. Jeg synes f.eks. Love & Theft og Modern Times er kedelige. Ikke ud fra de dér åndssvage Knud Romer-kriterier (jf. manden kan ikke synge, og så lugter han sikkert også). Men fordi det jo ikke rigtig rykker i noget.

kort betragtning om manglende græsslåning sidst på sæsonen

Vinden fejer hen over plænens efterår. Det er ligegyldigt nu.

jeg

Jeg synes personligt.

retro gone wrong

Også meteorologien er blevet senmoderne, og vejrværten har midterskilning.

mark e. smith I [2001]

mark e. smith [2003]

mark e. smith II [2001]

How I Wrote 'Elastic Man'

HOW I WROTE 'ELASTIC MAN'
I'm eternally grateful/To my past influences/But they will not free me/I am not diseased/All the people ask me/How I wrote "Elastic Man"/Life should be full of strangeness/Like a rich painting/But it gets worse day by day/I'm a potential DJ/A creeping wreck/A mental wretch/Everybody asks me/How I wrote "Elastic Man"/His soul hurts though it's well filled up/The praise received is mentally sent back/Or taken apart/The Observer magazine just about sums him up/E.g. self-satisfied, smug/I'm living a fake/People say, "You are entitled to and great"/But I haven't wrote for 90 days/I'll get a good deal and I'll go away/Away from the empty brains that ask/How I wrote "Elastic Man"/His last work was "Space Mystery" in the Daily Mail/An article in Leather Thighs/The only thing real is waking and rubbing your eyes/So I'm resigned to bed/I keep bottles and comics stuffed by its head/Fuck it, let the beard grow/I'm too tired,I'll do it tomorrow/The fridge is sparse/But in the town/They'll stop me in the shoppes/Verily they'll track me down/Touch my shoulder and ignore my dumb mission/And sick red faced smile/And they will ask me/And they will ask me/How I wrote "Elastic Man".

Mark E. Smith

vigtigt

Jeg kunne f.eks. tage ind til forfattermøde på avisen, eller til et utal af andre væsentlige arrangementer i ind- og udland. Der foregår jo altid noget, og hvordan skal man vælge, for det er nærmest som at være barn i en slikbutik. Jeg kunne også blive hjemme og fundere f.eks. over signalværdien i min blog. Jeg kunne gøre mig metarefleksioner, ku’ jeg. Og kommentere spidst på den politiske virkelighed, eller bare nøjes med kulturen eller med bestemte kulturpersonligheder, som jeg føler mig beslægtet med, eller med andre, som jeg netop ikke føler mig beslægtet med. Jeg kunne udtale mig negativt om halvdelen af befolkningen og positivt om den anden halvdel, hvem det så måtte være. Jeg ku’ ryste på hovedet og hidse mig op, etablere mig for alvor, pleje mit netværk, være vedkommende og læseværdig ud fra gældende kriterier. Men jeg tror sgu, jeg tager ud i stalden og flikker den uglekasse sammen, jeg har tænkt på siden i fjor. Der står også en enkelt øl tilbage derude, hvis ellers jeg er heldig.

kivik 2

Hestene i Kivik.

kivik

"Kivikbillederne har et arkaisk præg, fattigere end den ægæiske kulturs billedformer, men tilsyneladende med træk fra den. En elegant tør naturalisme, dygtigere gjort og strengere end de ukunstlet livfulde helleristninger."

[Martin A. Hansen. Orm og Tyr. Træsnit af Sven Havsteen-Mikkelsen]

egn

"Ved Tystrup sø ligger tavse helligdomme."

[Martin A. Hansen. Orm og Tyr. Gyldendal, 1952]


"Fra et rektangulært langdyssekammer ved Kelderød syd for Sorø, bygget af 6 lige høje bæresten og 1 dæksten, 2½ m langt i nø-sv, 60-75 cm bredt, stammer skelet og (ufuldstændigt) kranium af en midaldrende ca 163 cm høj mand. Ved hans fødder laa i graven en ornamenteret øskenflaske, ved bæltestedet en flintflække. Kamret indeholdt ingen spor efter andre begravelser. Kraniet var langskallet (længde-bredde-index 73,4), middelhøjt, med lave øjenhuler og med mærker i venstre tinding efter læsion og operation [...]. Lemmeknoglerne var kraftige med middelstærke muskelspor.
[...]
Kelderødkraniet bærer mærker efter en svær læsion i den ene tinding og i forbindelse hermed en operation foretaget ved skrabning. Det har ikke været nogen egentlig trepanation, dvs fjernelse af en del af hovedskallen, men dog et indgreb af beslægtet art. Operationen har imidlertid ikke nyttet; saaret var dødeligt, og manden er bukket under."

[Johannes Brøndsted. Danmarks Oldtid: Stenalderen. Gyldendal, 1957]

leksis

Næste opslagsord efter parnas er parodi.

[Ordbog over det danske Sprog: http://ordnet.dk/ods/index_html]

dmvb

Netop genudgivne De må være belgiere kan høres i radioens P4 Rock nu på søndag:

Et stykke dansk rockhistorie. Århusianske De Må Være Belgiere er tilbage med en genoptrykt single og en imponerende koncertoptagelse fra Musikcaféen 1983. Erik Kramshøj har mødt dem.

morgen

The Arcade Fire i et forsinket tog på vej hen over Sjælland en regnvejrsmorgen i efterårsmørke, og det sorte intet, som alene bliver til landskab, idet det betragtes af et øje i et dæmrende morgenlys. En dag står vi af her.

mark (syd): tekst 2

Skråner stejlt ned mod søen i nord. Arealmæssigt omtrent halvdelen af jordtilliggendet på en 18-19 hektarer i alt. Afgrænset af vejen i syd, levende hegn i vest, en strimmel græsmark i øst. Jeg går ad hjulsporene og mærker omsider, at jorden flader ud. Vid udsyn mod skovene i nord.

mark (syd-nord)

verden

selvbedrag

London, Paris, New York stod der på hendes taske. Men hun lignede nu mere Slagelse, Vordingborg, Næstved.

mark (syd): opslag

Vinter-sæd, en. (ænyd. d. s.; jf. -byg, -havre, -hvede, -rug og -korn 2; landbr.) sæd, der saas om efteraaret og modnes den følgende sommer (m. h. t. danske forhold næsten kun om rug og hvede); ogs. (jf. I. Sæd 1; nu næppe br. (i rigsspr.)) om saaning af korn før vinteren (Vinter-Sæden hos Ægypterne gik fornemmelig for sig i (november). LTid.1723.378). Holb.DH.III. 535. Jeg vilde bare see til Vintersæden, hvordan den stod. Hostr.T.15. LandbO.IV.792. billedl.: *Hvis blot een eeneste mig . . forstaaer, Dets (dvs.: digtets) Vinter-Sæd engang i Sommerfrugt, opgaaer. Bagges.Gieng.167. hertil bl. a. Vintersæd- (ogs. Vintersæds-. DJagtleks.1389) -areal, -art, -dyrkning, -mark samt -ugle (zool., om sædugle, Agrotis segetum Tr., hvis larver (knoporme (1)) angriber den unge vintersæds rødder. SRostr. LS.1(1900).134. BøvP.I.456).

[Ordbog over det danske Sprog: http://ordnet.dk/ods/index_html]

mark (syd): tekst

Vintersæd.

mark (syd)

at slukke

"Wittgenstein [søger] kun én ting: at slukke sit intellekt, at finde tilbage til den ufilosofiske tilværelse, som mennesket, før det overhovedet gjorde sig filosofiske og religiøse tanker, må have ført, at leve som et lille ubetydeligt led i naturen og være tilfreds hermed."

[David Favrholdt: Forord til Wittgensteins Tractatus. Samlerens Bogklub, 1995.]

Hans Henrik Mattesen – en monografi

1. Per Højholts absolut sidste litterære manuskript er blevet stjålet fra en brandboks hos hans datter i Vanløse.
2. Ifølge forlaget vil det stadig være muligt at få en udgivelse ud af de tre eksisterende kapitler, som måske udgør 60-70 pct. af det samlede manuskript. Men Højholts noter, skitser og kronologier til den resterende del af værket er nu væk.
3. Jeg har for nylig investeret i en kombineret printer, scanner og farvekopimaskine. Pris: 799 kr. i Fona.
4. »Politiet har sagt, at tyvene ofte smider et tømt pengeskab i områder, hvor der ikke er ret mange mennesker, og vi har allerede været rundt om Utterslev Mose og Damhussøen flere gange for at lede efter det«, siger Signe Højholt.
5. Gik Hans Henrik Mattesen i virkeligheden hjemmefra i nedtrykt sindstilstand? Han bedes henvende sig til nærmeste politistation.

øjet

"Og der kan ikke sluttes ud fra nogen ting i synsfeltet, at det bliver set af et øje."

[Wittgenstein: Tractatus Logico-Philosophicus]

hvad mere er der egentlig at sige?

- Så blev det Ringsted.
- Ja.

e-fællesskaber

Nogle viser genitalierne frem til offentligt skue. Andre fører metadiskussioner om f.eks. litteraturens metadiskussioner.

landlivet

I et par dage nu har den summet mere eller mindre diskret rundt i huset til påmindelse om et af landlivets grundlæggende vilkår: den sidste flue er aldrig slået ihjel.

rod

"Han var så ordentlig, at hvis man kom til at skubbe til et viskelæder på hans skrivebord, så det lå en halv centimeter skævt, fik han det straks dårligt og råbte:
- Hvad fanden er det her for noget rod! Det ligner jo en svinesti!"

(Henrik Nordbrandt: Døden fra Lübeck. Gyldendal, 2002)

Det er lige præcis den slags usaglig omgang med sandheden, der giver os hustyranner et dårligt ry.

LFJ - nu med primalskrig

I aftes på spillestedet Gimle i Roskilde.

1. Det var lige før, de var flere på scenen end ude i salen, hvilket dog ikke syntes at påvirke musikken nævneværdigt. Men lyden var ikke vellykket.
2. Besætningen er ikke helt let at holde styr på, men underrepræsenteret var de vist: den kvindelige vokal (Stine Falk på den seneste plade) manglede, og i enkelte numre savnedes yderligere stemmelag.
3. Apropos stemme: der er en ganske enorm spændvidde i Torsten Larsens vokal; live afsløredes det hurtigt, at indspilningerne endnu ikke har ydet denne mægtige røst retfærdighed.
4. Måske lykkes det på de nye indspilninger. En 3-4 nye numre blev det til. Mærkbart mere støjende, mere aggressive, og med førnævnte skrig som særligt dramatisk virkemiddel i 'Treasure Island'.
5. Frontfiguren selv skridter scenen af som en indespærret, organismen er spændt, den tømmer sig i sangen, for igen at spænde til mod næste forløsning.
6. Sangenes originalitet sprænger enhver skabelon. Det er mageløs sangskriverkunst.
7. Afslutning: 'Untitled' fra 'I’m Glad He’s Dead'. Kuppeltaget holdt lige akkurat.

Foto: Bo Ejstrup. Anden brug kun efter aftale med fotografen (mail@bomarley.dk)

mark

Marken er rovfuglenes mark: musvåge, tårnfalk, natugle, rørhøg, blå kærhøg.

mark (nord): boplads

mark (nord): tekst 2

O40513-16
Tystrup sogn, Øster Flakkebjerg herred, Sorø amt.
Lokaliteten er færdigregistreret. Kulturhistorisk stedfæstet punkt. Lokaliteten er en formodet del af 040513-36. 4cm kort: 1412 I NØ MB: 3623 UTM: 661862 / 6138670 Zone: 32. Stednavn: Lindesidegård (1942). Omgivelser: Sø, vandløb (1942).
Anlæg: BOPLADS. Antal: 1. Tragtbægerkultur.

http://www.dkconline.dk/wincgi/dkc.exe?Function=GetLokalitet&Systemnr=112151

mark (nord): tekst 1

Braklagt. Søen i nord kantet af løvtræer, herunder birk. De tre store popler som en særlig markering. Bådhuset benyttes ikke. Skov i vest.

mark (nord)

I wouldn't sit at home

Som Overdrevet også gør opmærksom på her til aften, er det i morgen, at det uforlignelige århusianske ensemble Larsen and Furious Jane giver koncert på Gimle i Roskilde. Rejsetasken er pakket.

fremtidsforsker

Han var fremtidsforsker. Han gjorde sig i future studies på aldeles løst grundlag. Han kom i fjernsynet og skulle udtale sig om ditten og datten og alt, hvad tendenserne viser. Og han smilede tilfreds med hænderne diskret placeret på bordet foran sig, når værten sagde: "Tak, fordi De kom."

eksistens

Jeg har svært ved at overholde samtlige mine forpligtelser.
Jeg har svært ved at give slip på Joy Divisions Atmosphere samt Anton Corbijns video af samme.
Jeg har svært ved at tage mig sammen til f.eks. at tage mig sammen, eller også har jeg allerede taget mig sammen alt, alt for tit.
Jeg har svært ved at løsrive mig fra synet af 3 vindmøller en efterårsmorgen med svag sol og morgendis.
Jeg har svært ved at koncentrere mig tilstrækkeligt til at kunne tage mig af verdens snarlige undergang ifølge tv-avisens korrespondenter.
Jeg har svært ved at tænke på at skulle holde masken i et middagsselskab, hvor de øvrige gæster meget apropos hedder Ole Sippel, Svenning Dalgaard, Bent Stuckert og Steffen Gram.
Jeg har svært ved at glemme visse trivielle hændelser i barndommen.
Jeg har svært ved at huske, om jeg nogensinde har haft en barndom, eller om det bare hed noget andet dengang.
Jeg har svært ved at forestille mig, at jeg egentlig ville være i stand til at passe et rigtigt arbejde, hvis jeg engang skulle være så uheldig at få et sådant.
Jeg har svært ved bare at skulle fade bort, hvis det er det, der skal ske, eller også tiltaler tanken mig i al sin enkelhed.
Jeg har svært ved at slukke for denne indspilning af Incubation og tage del i den verden, som angiveligt er at finde uden for togets beskyttede miljø.
Jeg har svært ved ikke at bruge uforholdsmæssigt meget tid på at fordrive tiden og på at ønske, at der var mere af den, som også kunne fordrives.
Jeg har i det hele taget svært ved at beslutte mig for, om det ene ben nu skal sættes afgørende foran det andet.

IC 861

Reklamer afløser hinanden
i søjlen på
Roskilde station

arbejde

Arbejdsdagen har igen budt på en lang række overspringshandlinger. Chokolade har f.eks. indgået som én særligt uovervejet strategi: nu breder kvalmen sig langsomt gennem hele min oppustede og udisciplinerede organisme. I morgen skal der andre boller på suppen: jeg skal bl.a. klippes.

gærdesmutten

I formiddags stod jeg længe og glædede jeg mig over gærdesmutten, der hoppede omkring ved markskellet henne ved æbletræerne. I eftermiddags slog jeg den ihjel med en brændeknude. To slag, det første ikke særligt velanbragt, det andet dog dødbringende om end måske unødigt hårdhændet. Katten havde taget den, den ene vinge var brækket. Naturen er grum. Også i Tystrup.

ep-download

mark (vest): tekst

Braklagt. Afgrænset af skov mod syd, stengærde og levende hegn mod vest, vejen mod øst og nord. Stuehus, længe og have lukker desuden af mod øst og syd. Langs hegnet og skoven en retvinklet bræmme af majs: fasanernes vinterføde.

mark (vest)

mark (opslag)

I Mark, subst.

4.2) dels (i best. f.) om al den agerjord, der hører til en landbrugsvirksomhed (mods. hede-, skovarealer olgn. og i alm. ogs. engarealer; jf. dogJPPrahl.AC.11 og Engmark); dels om hvert af de stykker, hvori denne jord er inddelt (vang, marklod, -skifte olgn.; jf. Ager samt Levin.KS.88); ogs. i al alm. om et større stykke jord, der er bevokset med græs, ell. hvorpaa der dyrkes et ell. andet. hvem der har høye Marker som vi, den har ikke faaet meget i Aar. Holb.Stu.I.6 (jf. Højmark). Tilfreds med Livet, nære min Fælled mig, og min lille Mark. Birch.II.135. *Hvor Marken bølged nys som Guld Med Aks og Vipper bolde, Der ser man nu kun sorten Muld Og Stubbene de golde. Grundtv.SS.III.446. gaa ud i Marken. VSO. *Aaret begynder med Januar; Dagen er kort, og Marken er bar.[KHWith]. Børnebog.(1865).97. *Marken er mejet og Tofterne tomme, og nu er vi hjemfærdig med det sidste Læs. MHans.(SangB.43). Klokkergaardens Jord var delt i ni “Marker”. FrGrundtv.LK.234. Marken (dvs.: med tebuske) strakte sig over et meget stort Areal, Busk ved Busk i det uendelige. JVJens.Intr.118. Mener I snart Jorden er tjenlig at Folk kan komme i Marken? Gravl.E.61. 5, 6, 7 ell. 8 mark(er)s drift, se Drift sp. 94830. markens frugt, se u. Frugt 1. (delvis til bet. 2; nu kun dial.) i forb. til marks, ud(e) paa markerne ell. uden for byerne, ud(e) i den fri natur. det er ont veir til marks. Moth. M73. Jeg havde nær søgt til Marks ved dette Forslag, saa meget frygtede jeg en Tete-a-Tete. CBernh.XII.134. den Vej, som han hver Dag fulgte til Marks med Køerne. JakKnu.Jy.II.139. Feilb. billedl. De skjønne Videnskaber bleve den Mark, som han besluttede at pløje. PAHeib.US.93. vore hjemlige Bogsamlere dyrke i Reglen alle den samme Mark, nemlig den ældre danske Literatur. Aarbog f. Bogvenner.1917. 12. pløje den blaa mark, (nu næppe br.) sejle paa havet; pløje bølgerne. jeg (skulde) oven i Kiøbet pløie den blaa Mark (dvs.: ro paa galejerne) i tre Aar. Biehl.DQ.II.7. dødens mark (poet., sj.; jf. Dødsmark). Udødelighedens Fest begyndte paa Dødens Marker, begyndte ved en Grav. Mynst.Betr.II.348.

[Ordbog over det danske Sprog: http://ordnet.dk/ods/index_html]

fredag

Rødvin og kaffe. Ild i ovnen og Wallander på dvd'en. Avisen ligger uåbnet et sted. Så enkelt kan det være.

mark (mislykket haiku)

marken hensat i
blåt det forladte fjernsyn
vi glemte at slukke

ind imellem

Ind imellem stiller jeg mig hen og betragter rummet og dets inventar af sammenbragte genstande. Som om det til stadighed gør krav på bekræftelse: her bor du.

mark IV

der ligger marken
endnu braklagt som i fjor
jeg tager tøjet ind

mark III

kragerne flokkes
der er efterårstyst på
den regnvåde mark

mark II

kragerne flokkes
på marken anes endnu
en rest af sommer

skak

VM-matchen i skak mellem Topalov og Kramnik er i fare for at blive afbrudt. Ifølge DR-Sporten pga. ”snyderier på toilettet”. Ikke helt samme kaliber som koldkrigsduellen Spaski vs. Fischer, men lad os nu se. Vi afventer tumultagtige scener.

tangled up in blue

Jeg falder over denne ret så velkendte optagelse. Og mens jeg lytter, mens jeg ser, blegner Modern Times atter en gang. Men det er jo næsten også for meget at forlange.

udlængslens vilkår

Jeg har aldrig været i fx Berlin, New York eller Venedig. På den anden side har jeg bare så svært ved at tage mig sammen.

til orientering

Jeg gider ikke rigtig påvirke den politiske beslutningsproces i dag.

mark

Kragefugle flokkes. Efterårsmuld.

søgning

Jeg har vist snart googlet hele min ungdom. Noget må jeg da have overset.

medicin

Til behandling af min dobbeltsidede lungebetændelse for nylig, fik jeg ordineret en anselig flaske hostesaft med produktnavnet Pectyl Brystdråber. De væsentlige – ja, stort set de eneste – bestanddele i dette produkt er opium og lakrids. For en sikkerheds skyld fortsætter jeg kuren et stykke tid endnu.

kanon

Som grammatiklærer anser jeg det for en af mine fornemste opgaver at påvirke de studerendes musiksmag i positiv retning. Jeg anbefaler det ene og det andet fra gang til gang. En slags kanon, om man vil. Jeg tror, det får det til at glide lidt nemmere med fx nominalfrasens interne struktur eller ordklassernes syntaktiske kriterier. Det kan også være, jeg tager fejl. Under alle omstændigheder har jeg det sjovt. Og i visse tilfælde er salgstallene i hvert fald potentielt flerdoblet.

vandrelyst

At tage væk en 5-6 uger for at vandre fra ét punkt til et andet. Alene. Gerne i efterårsvejr: køligt, blæsende, enkelte solstrejf. Bo på herberg og klostre, spise enkelt og godt, og med vin til. Stå tidligt op, gå tidligt i seng. Få alting på plads.

gøremål

Samlede det brænde sammen på gårdspladsen, som jeg ikke nåede at få ind, inden regnen kom. Tog mælkebøtter op til kaninen ude i stalden. Tørfoder til kattene. Pudsede vinduerne på husets ene side. Alt i alt består dagens mest indviklede problemstilling i, hvorvidt jeg gider bære havemøblerne ind oppe fra frugthaven. Det gider jeg ikke.

klaphat

"Prøv lige at fortælle, hvor skuffet du er lige nu."

TV2s sportschef Morten Stig Christensen til Jon Dahl Tomasson efter 0-0-kampen mod Nordirland.

Der er sanserne og erindringen. Der er et efterbillede på nethinden. Der er en for længst udhulet bedrift.

som befandt han sig dér, blandt tvivlsomme seværdigheder, ubehjælpeligt lovprist på fejlbehæftet fremmedsprog

En dag under alle omstændigheder.

På opslagstavlen ved mit skrivebord hænger der en 2-3 afbildninger af samme motiv: kejser Konstantins kolossale, himmelstræbende pegefinger fra den sønderlemmede statue ved Palazzo dei Conservatori i Rom. Da jeg var yngre og endnu befandt mig ved begyndelsen af min karriere som voksen lønmodtager med et vist ambitionsniveau og visse forventninger til egen formåen, har det formentlig givet en del mening med mellemrum at slå blikket op fra arbejdet og betragte dette motiv med en form for tilfredshed: nu var man endelig på vej frem. I den seneste tid er jeg begyndt at vende motivet på hovedet.

Disorder. Afgang Høje Taastrup.

Han stiller cyklerne på rad ved metrostationen.

gården

På kortet hedder den Lindesøgård. Lokalt aldrig andet end Lindeside. Der har været boplads nede ved søen.

cykling

De få år, jeg kørte, var jeg en meget habil rytter, måske ligefrem god. Bekræftelsen kom, da jeg endelig traf beslutningen om at køre organiseret med andre ryttere i motionsklubben. Indtil da var det bare en fornemmelse, jeg havde haft, når jeg kørte mine ture alene. På træningsturene kom jeg hurtigt til at køre med de seje på hold 1, som oftest blandet med enkelte stærke ryttere fra hold 2. De kørte hårde intervaller. I løbene kunne jeg ikke holde trit med de allerstærkeste, men kom i næste geled eller lige efter. Jeg var i kraft af min forholdsvis lave kropsvægt især god på bakkerne. I de indlagte bakkespurter fandt jeg ud af, at jeg havde et antrit, som kun få kunne matche, om end jeg ind imellem godt kunne indhentes, inden spurten endelig blev afgjort. Tempokørsel var ikke min force. Det var andre, mere kropstunge ryttere, som oftest tog ansvaret, når vi skulle køre i vinden. Men når jeg var godt kørende, kunne jeg tage endog lange føringer, hvor jeg virkelig kørte igennem, og hvor jeg til tider endda måtte holde lidt igen, for at gruppen ikke skulle splittes. Som rytter bliver man altid enormt sur, når gruppen splittes unødigt. Nogle gange knoklede man over mange kilometer bare for at hænge på. Der var tale om en kraftudladning, der hensatte kroppen i en vedvarende stresstilstand: hjulet måtte ikke slippes, der måtte ikke opstå hul, for så var det slut. Og nu funderer jeg over erkendelsen – altid så pludselig – at nu kunne man ikke længere, nu skulle der slippes. Så var de over alle bjerge, og det var lige meget. Man hengav sig til restitueringen.

skyggerne

"Det største problem ved at beskrive tidlige barndomsoplevelser er nok, at man er nødt til at benytte et sprog, som man ikke ville have forstået, da oplevelserne fandt sted, og som derfor altid vil være ukorrekt. Man forsøger at gøre det uklare klarere og kommer derved til at tvære noget ud, som egentlig til at begynde med var klart. Man lyser på skyggerne, og der bliver mørkt, dér hvor der var lyst."

[Henrik Nordbrandt. Døden fra Lübeck. Gyldendal, 2002]

Hamilton

Apropos de svenske krimier. Som så mange andre slugte jeg i sin tid Jan Guillous gigantiske Hamilton-serie om Sverige og svensk sikkerhedspolitik i særdeleshed. Det var ganske enkelt fremragende. I tiende og sidste bind, En medborgare höjd över varje misstanke, flygter Hamilton fra sit fængsel og tvinges i landflygtighed i Californien, hvor læseren møder ham kortvarigt i det lille efterskrift Hamlon. Nu er han tilbage, og efter alt at dømme er Madame Terror (den håbløse titel til trods) absolut et bekendtskab værd – ja, Informations anmeldere (her) kalder ligefrem bogen et mesterværk. Hamilton har naturligvis været udsat for forskellige filmatiseringer. De første var gode, de seneste rædsomt perverterede i forhold til oplægget. Stellan Skarsgård var en uhyggelig, dæmonisk Hamilton i bl.a. Coq Rouge og Den demokratiske terroristen. Peter Haber – som bl.a. senere har brilleret som Martin Beck – fremhævede det livstrætte og sørgmodige i Fiendens fiende, mens Stefan Sauk var den årvågne militærmand i det meget lidt vellykkede Vendetta. Filmkunst er det ikke ligefrem, men førstnævnte indspilninger kan anbefales.

afsked

Åh, Svenning Dalgaard, Ole Sippel og Steffen Gram. Jeg rummer ikke jeres alvor i aften. Vi ses måske en anden gang.

Wallander

Ystad. Wallander. Lejligheden i Mariagatan. Jussi Björling og Maria Callas. Søvnen, der nægter at indfinde sig. Sammenhængen, der ikke kan ses, selv om al erfaring siger, at den må være der et sted. Det møjsommelige, uophørlige politiarbejde skildret ned i detaljen. Grublerierne. Kærligheden, der til stadighed udebliver. Frustrationen. Utilfredsheden. Den dybe, tunge søvn, der pludselig overmander. Mobiltelefonen, der river søvnen itu. Og så står man dér på en pløjemark i Skåne med et lig, mens regnen tager til.

Jeg er storbeundrer af den svenske krimitradition. Henning Mankells romanserie om kriminalkommisær Kurt Wallander lægger sig stærkt i baghjulet på Sjöwall & Wahlöös skelsættende ti-bindsværk. Samfundskritikken er dog mere neddæmpet, og romanerne finder også slægtskab med nyere britisk tradition. Serien er da også uhyre populær i Storbritannien, hvorfra det forlyder, at samtlige ni romaner er tænkt filmatiserede on-location i Sydsverige som ny storsatsning efter Morse.

Jeg har ikke set de nye svenske film med Krister Henriksson i hovedrollen, som Mankell har skrevet særskilt til mediet. Efter sigende er de glimrende. For mig er Wallander lig med den store svenske skuespiller Rolf Lassgård, som nu har haft hovedrollen otte gange. Især den første filmatisering Mördare utan ansikte, som SVT i Malmø stod for, er formidabel i al sin skånske autenticitet, og Lassgård bliver ved med at lægge nye lag på figuren. Senest i Steget efter. Som jeg altså så på DVD i aftes.

Swagger!

I sine tidligere udgivelser synger Allan Olsen fint og indlevende om de små byers mytologier. En særlig finurlig skildring er Staklernes Hus, som hos mig altid fremkalder erindringen om Swagger. Sådan blev hun kaldt. Hvad hun egentlig hed, var der ingen, der vidste, men det var en kendt sag, at hun i virkeligheden var velhavende. Hun kørte rundt i en ramponeret Landrover læsset med en 3-4 labradorer. Havde jord i nærheden med et par heste gående i en fold. Gik altid i det samme snavsede jagttøj og så ud som om, hun ikke havde været i bad i årevis. Retfærdigvis må det siges, at netop den hypotese måtte forblive ubekræftet al den stund, at væmmelsen forhindrede os i at komme så tæt på, at det ville kunne afgøres på fx lugten. Hun boede nede på promenaden i et stort, gammelt hus. Vinduerne var sorte af snavs. Der hang enkelte lasede netgardiner, som vel nok havde været hvide engang. En enkelt gang dristede vi os derhen en sen aften. Gloede forsigtigt ind ad køkkenvinduet, usikre på, hvad vi egentlig kunne forvente os af gruopvækkende rædselsbilleder. Jeg husker, at vasken var fyldt med tilfældigt stablede tallerkener og krus. Der var skidt og møg over det hele, var vi enige om bagefter. Og ganske som i sangen en nøgen pære, der lyste ned fra loftet og hen over et lille bord. Da vi løb derfra, råbte vi hånligt hendes navn ud i mørket, så det rungede over marsken.

efterår (endelige tilnærmelse)

Der er tændt op i brændeovnen i aften.

provinshavn (efterår)

Kranen losser meditativt kul af en tysk coaster, mens folk går i Føtex.

koncertnyt

I et sjældent aktivitetsudbrud på bandets ellers udmærkede hjemmeside bebuder Larsen and Furious Jane en række efterårskoncerter, bl.a. i Roskilde den 19. oktober. Hermed et stort kryds i kalenderen.

ansat ad infinitum

Tænkte på en åbningsreplik til formiddagens undervisning og besluttede mig for den her: Tænkte på en åbningsreplik til formiddagens undervisning og besluttede mig for den her.

lekture

Sidemandens rejselekture er samtlige ugens tilbudsaviser. Jeg noterer mig: også pendleren bør være omhyggelig i sit valg af kommunikationsrådgiver.

efterår (2. tilnærmelse)

Tweedkasketten fra Dublin.

zoologisk anfald (ubehandlet)

Rhi-fuckin'-noceros,
hippo-fuckin'-potamus.
Vandrende pind.
- Svin!

retrochic

Kald mig bare nostalgisk, men der var nu noget helt særligt ved synet af f.eks. Charlton i fuld flugt mod baglinien efterfulgt af en vandret frisure. Der må gøres noget. Der må være et netværk, et diskursfællesskab. En Foreningen Til Fremme For Hentehårsfrisurens Genindførelse I Professionel Fodbold.

julie christie

Der kan være visse ulemper ved at bo på landet. F.eks. at man helt går glip af Cinematekets Julie Christie-kavalkade. Så er der ikke andet for, man må sætte den indre projektør i gang. I Billy Løgneren (1963) er hun med i sammenlagt 11 minutter og er bare uforglemmelig.

efterår (1. tilnærmelse)

Nedfaldsæbler.

playlist d.d.

(I mental rotation)

1. (Get A) Grip (On Yourself)
2. Peaches
3. Something Better Change
4. No More Heroes
5. Duchess
6. Golden Brown
7. Strange Little Girl

Jeg er et meget privat menneske. End ikke jeg kan regnes blandt mine venner.

watendlath

Watendlath er et stednavn. Ifølge webleksikonet Wikipedia er Watendlath ”a group of houses in Cumbria in England”, og etymologien er, som det vist tydeligt fornemmes, oldnordisk: ”water-end-barn”. Disse sparsomme oplysninger yder stedet dog på ingen måde retfærdighed. Jeg har nemlig været i Watendlath engang. På et tidspunkt i min barndom besluttede min far sig for, at han i hvert fald i sine ferier ville være friluftsmenneske og tage på vandreture i det storslåede nordengelske naturområde, som kaldes The Lake District. Området ligger umiddelbart syd for mine forældres – og min – fødeby, men jeg forestiller mig ikke, at min far har haft mulighed for at stifte andet end flygtigt bekendtskab med området, dengang han selv var ung. Fritidsbegrebet, som vi kender det i dag, var jo ikke opfundet, og familien har på ingen måde tilhørt det sorgløse befolkningssegment, som har kunnet fornøje sig ved at eje bil. Desuden har der været krig. Som voksen har han formentlig båret på et ønske om omsider at kunne nyde af sit barndomslands store uudforskede natur, og måske for en stund overgive sig i en slags frihed. Det var på en af disse vandreture, at vi kom forbi Watendlath. Det var sommer, og den lille samling huse har vel tjent som udgangspunkt for vores vandring i det centrale fjeldområde. Her ved mit skrivebord læser jeg mig frem til, at flækken ligger ret isoleret i den store dal, og at den gennemstrømmes af bækken, der løber ud fra bjergsøen, der kaldes Watendlath Tarn. Det stemmer alt sammen overens med mine erindringer om stedet, som især knytter sig til afslutningen på vores fjeldvandring. Det har været varmt, og vi har vel vandret det meste af dagen. Jeg husker ikke, om det var mig eller min lillebror, der har plaget om lov, eller om det hele bare skyldtes et spontant indfald fra min fars side. I hvert fald sprang vi i bækken med det kolde, krystalklare vand. Vi svømmede under vandet og dykkede efter sten, alt imens min mor stod og fulgte med i vores leg oppe fra bredden. Måske har også hun følt en snert af lykke ved det løjerlige syn. Min far er for længst død, jeg lærte ham aldrig at kende. Men jeg kunne nu godt tænke mig at se Watendlath igen.

- Undskyld, jeg spørger, men hvad skal vi bruge det her til?
Svarer udførligt efter bedste overbevisning:
- Ingenting, ingenting ...

Ham konceptkunstneren, der gik fra det hele.

da vi fik bil

Af en eller anden grund var det dét, jeg tænkte på, da jeg slog øjnene op i morges. Erindringen viser, at jeg gik ind til min mor og far. De lå i sengen og var ved at vågne. Det har været en søndag. Der var en overraskelse, jeg skulle kigge ud af vinduet. Jeg har været en 4-5 år. Nedenfor i den lille indkørsel holdt der en bil. En Hillman Husky, sandfarvet. Senere fik vi en Morris, den klassiske med bindingsværket. Jeg husker, vi blev båret ud i pyjamas og med dyner en tidlig morgen og lagt omme bag i bilen, hvor bagsædet var slået ned. Det var nemlig det smarte ved den model. Så kørte vi nordpå ad den gamle vej. Måske var det før motorvejen kom.

godaften, måne

Hvilken måne i aften.

”Godaften, Måne, godaften, min ven”, hedder en gammel sang, der vist var på mode omkring århundredskiftet. (Døgnmelodier er lige så gode udløsere af erindring som lødigere musik!). Hvad teksten ellers går ud på, ved jeg ikke, men melodien åbner for et eventyrligt panorama: Jeg står sammen med min moder på toppen af en høj bakke i byens udkant, og vi ser Månen stige af havet i øst, stor og kanelrød, og mod måneskiven tegner sig silhouetten af en sort ås, samt – et lille øjeblik – af en vandrende skikkelse. Så har man set ”Manden i Månen” lyslevende – selv om man samtidig nok ved, at det kun var en ”tørvemand” for hjemgående med sin tremmekurv med tørv på ryggen.

Også dette billede indeholder for mig en sum af fundamental mytisk poesi. For eftertanken lader denne myte sig jo nok ”udlægge” – f.eks. sådan: Det aftenlige himmelrum, det umådelige hav, den tørvbærende jordbo på sin skikkeligt verdslige hjemfærd med de jordsorte tørv – det dagligdags jordnære i spændingsfyldt kontrast til det kosmiske og evige. Og det hele omfattet af denne venlige og varme, flygtige sang, som vel er faldet min moder på læben som et passende apropos til situationen.

Men således dechiffreret taber disse myter deres vingers egentlige poetiske sommerfuglestøv og bliver til litteratur, hvilket ikke er det samme, selv om også det jo er godt. De poetiske barndomsmyters inderste kerne unddrager sig verbal fortolkning. De har ligesom musik deres eget uafhængige og forborgne liv, med rødder dybt i sjælen og i al tings begyndelse.

[William Heinesen: uddrag af ’Godaften Måne – godaften, min ven’ (1971). Genoptrykt i samlingen af samme navn, Fiskers Forlag, 1989.]

Jeg kommer altid til at tænke på den gamle digter, når jeg ser sådan en måne som den i aften. Og på det lille rødmalede hus med de grønne vinduer på bakken oven for byens plantage.

Godaften, min ven ...

hvad der sker, når jeg hører the undertones

Jeg lægger cd’en i afspilleren. Det er fredag aften. Jeg har indtaget et beskedent kvantum alkohol. Jeg betragter endnu engang pladens omslag. Hvid baggrundsflade, det kornede sort-hvide fotografi tilskåret, som var det ved et tilfælde. Enkle grønne blokbogstaver med bandnavnet i øverste venstre hjørne udgør omslagets eneste skriftlige information. Jeg studerer ansigterne. Nu kan jeg se, hvor unge de er. Bag dem et rækværk, og bag rækværket en stribe boliger af den særligt britiske slags, triste, slidte og uensartede, sammenbygningen til trods. Der er ingen antydning af den uro, der ellers hersker. De fem unge er tarveligt klædte og med et blegt og usundt udseende, som hører alderen, geografien og det sociale ophav til. Påklædningen samt den øvrige fremtoning signalerer klar afstand til enhver kommerciel hensigt. De sorte Dr. Martens støvler er et gennemgående træk og særligt fremtrædende i kraft af figurernes placering, siddende på muren og med benene hængende frit eller fremstrakte. Forsangeren, som i kraft af sin mere oprejste siddestilling synes fremhævet i forhold til de fire andre, er iklædt rullekravssweater og parkacoat i trekvartlængde. Blikket er svært skelende, et kendetegn. De fem ser direkte på fotografen og viser med en enkelt undtagelse tydeligvis glæde ved situationen. Det er uhøjtideligt og hverdagsagtigt. Allerede ved de første akkorder lader jeg mig rive med af sangens fremdrift. Guitarerne er insisterende og tempofyldte. I stemmens vibrato en hel ungdom. Jeg tilsidesætter samtlige mine frustrationer.

vonnegut's apocalypse

meantime

"I'm a painter and decorator!"

Socialrealisme er jo noget, englænderne kan. Og Mike Leigh er nok dens mest lysende eksponent.

doctor

So when can I come home
and hide under the bed ...?

Torsten Larsen.
Larsen and Furious Jane: 'Doctor'. Fra cd-albummet Tourist With A Typewriter, Morningside Records, 2005.

pendler

Jeg tager næsten altid toget. Jeg har min faste plads på perronen. Jeg stiller mig dér, hvor jeg ved, at jeg får mindst mulig afstand til dørene, når toget holder. Desuden har jeg efterhånden en temmelig veludviklet fornemmelse for, hvor i toget hvilekupéen er placeret, og det har også indvirket på mit valg af ståsted. Dog kan vejret ind imellem ændre på mine vaner således, at jeg kan være nødt til at søge læ i perronens læskur. Hvis det virkelig regner, kan vi være mange, der forsøger at finde plads netop dér. Når toget kommer, søger jeg som regel ind i hvilekupéen, men det stiller jeg ikke som et krav, medmindre jeg skal til at læse eller på anden vis koncentrere mig, f.eks. fordi jeg skal gennemgå noter mhp. formiddagsundervisning. Når jeg går ind i kupéen, spejder jeg straks efter en ledig plads, helst to pladser ved siden af hinanden, således at der er mulighed for at sidde helt for sig selv. Som oftest sidder jeg og hører musik på min mp3-afspiller. Før i tiden havde jeg en almindelig cd-afspiller, men den nye digitale teknologi har unægteligt gjort det nemmere, hvad angår at skulle transportere et passende udvalg. Undervejs kan man ikke helt lade være med at betragte sine medpassagerer, og på samme måde forestiller jeg mig, at jeg selv bliver betragtet. Er der øjenkontakt, ser vi som regel straks væk, for blufærdigheden skal selvfølgelig respekteres. Mange af mine medpassagerer sidder fordybede i f.eks. gratisaviser, men det gør jeg ikke. Det mest irriterende er, når man kommer til at sidde sådan, at synsfeltet forstyrres af dvd-film, der afspilles på bærbar pc. Medmindre man lukker øjnene helt, kan man jo ikke lade være med at registrere flimmeret, og det sker, at man til og med bliver draget kortvarigt ind i filmen helt imod sin vilje. Der er som regel tale om dårlige amerikanske actionfilm. Det er altid mænd, der holder sig beskæftigede på den måde under turen. Jeg synes, at DSB bør kigge på det, ligesom de har gjort det med mobiltelefonerne, som jo kun må være stillet på lydløs i hvilekupéen og i øvrigt ikke må benyttes til samtale. Somme tider falder jeg i søvn, inden jeg når frem til min destination, men det sker mest på hjemturen. Selv om jeg har rejst en del år med tog, har jeg kun sovet over mig én gang. Det skete faktisk for nylig, at jeg måtte fortsætte til den næste station og derfra tage et andet tog tilbage igen. Apropos mine medpassagerer. Det sker meget sjældent, at man udveksler ord. Nogle gange ser man et af de kendte ansigter i en helt anden kontekst, f.eks. i Netto, og så bliver man altid lidt overrasket. Men der gælder de samme regler for samtale og øjenkontakt i f.eks. Netto som i toget. Vi når lige netop at registrere hinandens tilstedeværelse uden for de vante omgivelser, og så ser vi ellers væk. Inderst inde, mærker jeg altid en slags fællesskabsfornemmelse, når det sker, også selv om det forbliver uudtalt.

fodbold set fra månen

Udekamp mod Island. Ingen umiddelbar udsigt til begavet boldkunst. Men den slags har vi heldigvis foreviget andetsteds, også i erindringen.

Vi ventede på, at Laudrup fik bolden. Det kunne være minimalt, eller lidt-men-godt, eller matchwinner detaljer, det han gjorde, når han fik den. Hans synkoperede måde at drible på, som rev forsvaret op, hans vidunderlige dybe afleveringer, der åbnede hele feltets geografi som ved et trylleslag.

(Jørgen Leth)

informationsudsnit (holdende tog)

4,3 m / spor / perronafsnit A / 200 meter / klargøringshal / 09:50 35 / PU G1C / Mod city

værre er det ikke

"Min eneste fortrydelse her i livet er, at jeg ikke er en anden."

(Woody Allen)

tanker i nærheden af et undervisningslokale

Om ganske få timer står jeg endnu en gang foran 30 mere eller mindre forventningsfulde unge mennesker i et undervisningslokale og skal præsentere dem for den disciplin i deres uddannelse, som netop jeg antages at være særlig velegnet til at stå for. Efterfølgende skal jeg undervise disse mennesker – og mange, mange flere af deres studiekammerater – i et forløb, der i første ombæring strækker sig over hele efteråret. Der er visse ting, jeg bliver afkrævet i den situation, uden at der nødvendigvis sættes ord på kravene. Det er ikke småting. Bl.a. er det meningen, at jeg skal være dynamisk og udadvendt, jeg skal være vittig og vidende, og jeg skal kunne omsætte den viden i en klar og effektiv pædagogisk praksis. Endnu har jeg rigelig tid til at pakke mine ting og vende ryggen til alle disse krav. Jeg kunne forlade huset og tage hjem. Jeg kunne bruge dagene på at lægge spændende fremtidsplaner sammen med min hustru. Jeg kunne hente min søn og tage op i skoven for at lede efter duehøgens rede, eller vi kunne sidde og spejde ud over søen, uden at foretage os noget særligt. Jeg kunne køre ud i lufthavnen eller til banegården og rejse væk fra det hele, f.eks. til filmfestivalen i Venedig eller til Argentina eller Chile. Jeg kunne sige mit job op og søge ind til postvæsenet, eller jeg kunne starte min egen virksomhed, hvad det så skulle være. Men jeg ved, jeg gør ingen af delene, ikke i dag. Jeg tager mig sammen, lukker øjnene og tager mig sammen. Og tænker igen, at jeg skulle have gjort noget ved det, dengang det kunne afskrives som ungdomspjat.

kommunikation

Nede i kantinen en ivrig adjunkt fra Institut for Moderigtige Briller, der himler op om kommunikationsprocesser, som gjaldt det liv eller død. Han siger platforme rigtig mange gange.

en fortvivlet amerikansk humorist

Bladrer igennem Bo Green Jensens essaysamling Ind i det amerikanske (Borgen 1992) og opdager et kapitel om Richard Brautigan. En ”fortvivlet amerikansk humorist”, som jeg næsten helt havde glemt. I begyndelsen af firserne læste jeg det meste af det, han havde skrevet, enkelte stykker har jeg stående på reolen endnu. Jeg finder frem til So The Wind Won’t Blow It All Away, vistnok hans sidste roman, før han skød sig i hovedet i 1984. Jeg tror, jeg læser den igen.

Richard Brautigan var en stor, godmodig, mere end almindelig svært drikkende amerikansk humorist af den kynisk snusfornuftige type, der af en eller anden grund trives bedst i Amerika, fra Twain og Bierce til Pynchon og Vonnegut.

Til det med alkohol kan man vist roligt tilføje: euforiserende stoffer.

senaften

Jager en natsværmer ud af det oplyste rum. Den erstattes i samme nu af en anden, mindre og mere anonym. Jeg pulveriserer den mellem mine håndflader og betragter kortvarigt støvet.

vejen ud

Her for nylig fik jeg en diskret, men bestemt påmindelse om et højtideligt løfte, jeg har afgivet for en ca. tre år siden, og som gik ud på, at jeg ville bygge et halmhus inden for fem år. Selv om jeg forleden indkasserede min hidtil største lottogevinst på 39 kr., er jeg efterhånden begyndt at se i øjnene, at der i kampen mod tilfældigheden kun findes én vinder – og han bor åbenbart i Nordjylland. Der er altså kun én udvej – et bæredygtigt byggeprojekt med halm som det bærende element. Frihed i sigte!

moderne tider (revisited)

Nu er der jo også andet i verden. Men alligevel. Tvivlen har egentlig gnavet lige siden 'Love and Theft', som ved nærmere eftertanke nu har stået nærmest uberørt på hylden i fem år. Nu er den der igen. Er det mon for kættersk en tanke? At man har svært ved at forlige sig med manden i rollen som saloncrooner? Stemmen bærer jo meget, bevares. Teksterne (her) ligeså. Men skabelonen er ganske enkelt for kedelig. Nu står jeg her og griber uvilkårligt ud efter det pågående og foruroligende, den tilintetgørende nødvendighed, der kendetegner en sang som f.eks. 'The Groom’s Still Waiting at the Altar' (tekst her). I øvrigt fra et af hans vel nok dårligste albums overhovedet.

Put your hand on my head, baby, do I have a temperature?
I see people who are supposed to know better standin' around like furniture.
There's a wall between you and what you want and you got to leap it.
Tonight you got the power to take it, tomorrow you won't have the power to keep it.

West of the Jordan, east of the Rock of Gibraltar,
I see the burning of the stage, Curtain risin' on a new age,
See the groom still waitin' at the altar.

Men 'Modern Times' er jo lanceret som afsluttende del i en trilogi. Hvad ligger der mon forude?

addendum

Og så alligevel.

karriere anno 2006

Nervøs tyktarm og en tiltagende apati. Et landskab i tåge. Der er skruet ned for forventningerne igen i år.

endelig bekræftet

Mænd bliver fremtidens tabere.
(Overskrift i flere netaviser 28-08-2006)

Hvad man jo længe har haft på fornemmelsen. Lad os da se at få det overstået!

mandag mere end nogensinde

Welcome to the workin' week.
Oh I know it don't thrill you, I hope it don't kill you.
Welcome to the workin' week.
You gotta do it till you're through it so you better get to it.


[Elvis Costello. 'Welcome to the Working Week'. Fra lp'en My Aim Is True. Stiff Records, 1977]

midtvejsefterlysning

Lykkelig, stille selvforståelse.

moderne tider

Kim Skotte har anmeldt i dagens Politiken (her).

grafik

Svalens flugt hen under aften.
Øjets skanning af denne skærm.
Æblets forudsigelige bane under faldet.

heimat 3

Vender tilbage til Heimat 3, som bliver ved med at vokse i bevidstheden. Karen Hvidtfeldt Madsen, Syddansk Universitet, skriver om filmserien i denne artikel med følgende indledning:

I årtusindskiftets Heimat fokuserer Edgar Reitz især på familiens betydning set i forhold til hjemstavn og nationalitet i et globaliseret Tyskland. Den senmoderne hjemstavn viser sig at ligge lige så vel på www.schabbach.de som i landsbyen i Hunsrück.

navnløs

Lille digt

Solen rammer lydløst taget
jeg er inde.
Åbner mit vindue og skygger for solen
lukker igen, trækker gardinet for.
Tænker på solen
og lader den lydløst eksplodere.
Tager telefonen, drejer nummer,
hører stemme.
Har ikke set hinanden længe.
Jeg tænker på ansigt
- det er væk.
Går omsider udenfor i natten.
Herfra kan jeg overskue rummet
bag rudens lys.
Jeg har glemt hvad der er derinde
og er ligeglad.
Det er nok at vide at det er der eller ikke.

Michael Strunge i Samlede Strunge: Digte 1978-1985.

fra bilen

Vinden vender bladene i en bog på kørebanen.
Ny asfalt og sensommerregn.

vilkår

"Vi fødes ind i systemer, som vi ikke selv har valgt."

Frederik Dessau (2001): Ved nærmere eftertanke. Gyldendal.

grillhygge

Grillen er placeret så fordelagtigt som muligt i forhold til udsigten. Fra grillpladsen ser man ud over marken og ned til skoven og søen, som ligger ca. 200 m. borte i nordlig retning. Trærækken og den øvrige bevoksning ved søbredden er netop brudt således, at udsigten fra gården er optimal. Der er plantet tre statelige popler som en særlig markering af, at netop her må naturen underkaste sig jordejerens beherskelsestrang. I år er der sket det, at bevoksningen langs vejen i markens sydlige ende efterhånden har reduceret søudsigten betragteligt i forhold til fx i fjor. Det må der gøres noget ved. Når jeg griller kød - det kan fx være kylling, okse- eller kalvekød - sker det efter nogenlunde fastlagt mønster. Har det regnet, tømmer jeg først støbejernskarret, der gør det ud for vores grill, dér, hvor overgangen mellem have og mark er skjult af randbeplantningen, som for vores vedkommende for det meste består af nyligt nedskåret nøddehegn. Dernæst henter jeg kassen med de forskellige ting, jeg har brug for, ude i stalden. Jeg kommer grillbriketter eller grillkul i grillen og arrangerer i pyramideform, inden der bliver overhældt med tændvæske og tændt ild. Tændvæsken sparer jeg ikke på. Løber jeg tør, er der ikke mere end en 2-3 km op til DK-tanken, eller højst ca. 5 minutter frem og tilbage i bil. Ilden tændes vha. en ganske almindelig tændstik. Lange tændstikker produceres ganske vist til formålet, men selv anser jeg det ikke for nødvendigt at bruge andet end den almindelige størrelse. Mens jeg venter på, at grillen bliver klar, organiserer jeg en bakke med fx kød, ildfast fad, grilltang samt evt. grillolie og pensel. Så sætter jeg mig med en øl eller et glas rødvin og venter. Selve grillningen tilrettelægges således, at kødet helst skal være færdigstegt samtidig med, at jeg drikker min øl eller min vin færdig. Endelig indtages maden i frugthaven ledsaget af fx rødvin og alm. postevand. Det er ikke helt ualmindeligt, at vi under måltidet får besøg af et eller flere rådyr på marken ved siden af. Så er vi enige om, at mere idyllisk kunne det nok ikke blive.

erkendelse

45 år. Luftguitaren opgiver jeg nok ikke lige med det samme.

rejsegrammofon

Jeg havde engang en rejsegrammofon. Orange, godt brugt. Den skrattede sig flot igennem senhalvfjerdserne og gjorde nabolaget mere end almindelig bekendt med bl.a. The Teardrop Explodes, Joy Division, Otway & Barrett, Ian Dury, Orchestral Manoeuvres in the Dark, samt i særdeleshed Elvis Costello og hans debutalbum 'My Aim is True'. Sidstnævnte er i digital udgave netop overført til min mp3-afspiller. Mediet forgår, begejstringen består.

hvad sker der lige nu?

Nyheder og baggrund. Indblik og analyse. Debat i studiet, tast 1, hvis du er enig. Den politiske virkelighed, globalt og lokalt, og en ivrig adjunkt i ekspertdatabasen, der udtaler sig sikkert om alt det og mere. Verden er stor, og medierne skal fodres. Men jeg vender mig bort mod det nære og nødvendige. Jeg kan ikke gøre for det: jo mere man appellerer, desto trættere bliver jeg. I dag lader jeg f.eks. Mellemøst være Mellemøst og alting gå sin gang.

stemningsdigt / musik

Min påklædning

I
Jeg lægger vægt på at møde velklædt til åbne stævner og holdkampe. Til holdkampene giver farverne jo sig selv, men derfor kan man godt pynte lidt på det fx med langskaftede og rene hvide sokker og elegante tyndsålede gummisko. Jeg har altid et smukt frottéhåndklæde med, afstemt efter dragtens farver. Jeg går ind på banen med håndklædet om halsen og tager det først af sammen med træningsdragten når jeg er varmet grundigt op og kampen kan begynde. Så lægger jeg det på stiverne under bordet så det er lige til at ta når jeg skal tørre sved af hænderne eller af batskaftet.

[…]

Min påklædnink

I
Jeg lægger vægt på at møde veklæd til åbne stævner og holdkampe. Til holdkampene giver farvern jo sig selv men derfor kan man godt pynte lidt på det fx med lanvgskaftede og rene sokker og elega tyndsålede gummisko. Jeg har sltid et smuvk frottéhåndkla med, afstemv efter dragtægs farver. Jeg går ind på banvæ med håndklædgt om halsen og tager dt førsv af samme med trænvingsdragten når jeg ex varmvet grundigt op og kampen kan begynde. Så lægger jeg det px stægderne undvæ bordvet så det er ligve til at taæ når jeg skal tørre sved af hænderne eller af bavsvaftex.

[…]


Jørgen Leth (1967). "Min påklædning" / "Min påklædnink" (uddrag). Sportsdigte. Gyldendal.